I går afholdte Realdania sit ordinære repræsentantskabsmøde på Axelborg i København.
Her valgte repræsentantskabet medlemmer til bestyrelsen:
Dorte Krak blev som ny valgt til bestyrelsen, og Mette Kynne Frandsen blev genvalgt – begge for en fireårig periode.
Efter repræsentantskabsmødet konstituerede bestyrelsen sig med Lars Krarup som bestyrelsesformand og Kristine Leth Juul som bestyrelsesnæstforkvinde.
Læs også: EjendomDanmarks bestyrelse vokser med nye og velkendte ansigter
– Jeg ser frem til samarbejdet med de to valgte og med resten af bestyrelsen, som tilsammen besidder en meget bred faglighed og en række forskellige kompetencer, som alle er vigtige for Realdanias arbejde. Med Dorte Krak som nyvalgt har vi både fået tilført bestyrelsen nogle yderst relevante kompetencer og samtidig fået en ligelig fordeling på køn i bestyrelsen, og det er jeg glad for, siger bestyrelsesformand Lars Krarup.
Realdanias bestyrelse består nu af Lars Krarup (bestyrelsesformand), Kristine Leth Juul (bestyrelses-næstforkvinde), Palle Adamsen, Pernille Rüsz Bloch, Per Feldthaus, Christina Holberg Fenger, Mette Kynne Frandsen, Lars Hvidtfeldt, Dorte Krak, Niels-Ulrik Mousten og Gunde Odgaard.
Læs også: Fejlfrit, før tid og under budget: MiniCo2-huse viser gode resultater
På mødet blev en række vedtægtsændringer ligeledes godkendt, som bl.a. betyder, at aldersgrænsen for at opstille til foreningens repræsentantskab fra 2026 fjernes. Vedtægtsændringer i foreningen skal endelig godkendes af Erhvervsstyrelsen, før de kan træde i kraft.
Overskud på 794 millioner
På dagen blev foreningens årsrapport også godkendt, og her viste årets samlede resultat efter filantropiske uddelinger, skat og omkostninger et overskud på 794 mio. kroner.
Adm. direktør Jesper Nygård fortæller, at resultatet skyldes primært positive afkast på Realdanias aktieinvesteringer:
– Det gode resultat for 2023 betyder, at vi sidste år kunne sætte mange nye og spændende filantropiske projekter i søen – bredt fordelt i hele landet og i mange skalaer og med en stor mangfoldighed. Både fra større nationale indsatser på en række vigtige områder inden for det byggede miljø og til små ildsjæleprojektet. Det er jeg meget tilfreds med.
Læs også: Farvel til pristurbulens: Byggebranchen er tilbage på fast grund
I 2023 fik i alt 240 projekter støtte fra Realdania, der ved årsskiftet var involveret i 911 projekter rundt om i landet
Siden år 2000 har foreningen, der har ca. 185.000 medlemmer, støttet ca. 5.000 projekter med i alt ca. 23,1 mia. kroner.