MT Højgaard flot fra start i 2015

Entreprenørkoncernens drift viste et plus på 50 mio. kr. i årets første tre måneder. Første positive januar-kvartal siden 2010.
Adm. direktør Torben Biilmann offentliggjorde onsdag MT Højgaards bedste førstekvartals-regnskab siden 2010. Pressefoto.
Adm. direktør Torben Biilmann offentliggjorde onsdag MT Højgaards bedste førstekvartals-regnskab siden 2010. Pressefoto.

Landets næststørste entreprenørkoncern, MT Højgaard, er tilsyneladende inde i lidt af en stime positive nyheder efter nogle lidt svære år. For en uge siden vandt koncernen en appelsag i England, som – hvis den ikke ankes yderligere i det engelske retssystem – vil påvirke de særlige poster positivt med næsten 200 mio. kr.

Og i dag fortsatte de gode nyheder ved offentliggørelsen af MT Højgaards kvartalsregnskab for årets første tre måneder. For første gang i fem år var driftsresultatet positivt i vinter-kvartalet, som normalt er årets svageste i bygge- og anlægsbranchen.

Den allerede opnåede fremgang viser imidlertid både os selv og andre, at MT Højgaard-koncernen er på rette vej.

Adm. koncerndirektør Torben Biilmann MT Højgaard

Indsats fortsætter

Den samlede omsætning blev som forventet på 1.656 mio. kr. i årets første kvartal, hvilket var otte procent højere end i det tilsvarende kvartal sidste år.

De seneste to års kraftige omlægninger af koncernens aktiviteter, styring og organisation kom til udtryk i et driftsresultat før særlige poster på 50 mio. kr. i første kvartal, hvilket svarer til en driftsmargin på tre procent. I det tilsvarende kvartal sidste år var driftsresultatet før særlige poster på minus 30 mio. kr.

– De største tiltag i vores omfattende turnaround blev iværksat i 2013 og 2014. Men vi er endnu ikke der, hvor vi vil være, så indsatsen fortsætter på alle fronter. Den allerede opnåede fremgang viser imidlertid både os selv og andre, at MT Højgaard-koncernen er på rette vej, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann.

Relateret indhold