Byggevirksomheden Scandi Byg, der er kendt for at bygge i moduler, har begæret sig selv konkurs. Det skriver Nordjyske på baggrund af en pressemeddelelse.
Tidligere adm. direktør i Enemærke & Petersen og MT Højgaard Holding, Henrik Mielke, blev ellers hentet ind i Scandi Byg så sent som 1. august. Hans job var bl.a. at fortsætte den større turnaround, der blev igangsat efter nogle svære år.
– Efter mange måneders kamp for at få tingene til at lykkes må vi med stor beklagelse kaste håndklædet i ringen, udtaler Henrik Mielke i pressemeddelelsen.
Projekt | Kommune | Byggestart år/md | Afsluttes år/md | Kvm | Antal boliger | Mio. kr. |
Fælledby C4 – boliger | København | 202308 | 202507 | 10.800 | 103 | 175 |
Fælledby C6 – boliger | København | 202308 | 202503 | 7.000 | 79 | 115 |
Tømmergården II – almene boliger | Roskilde | 202402 | 202511 | 4.520 | 49 | 75 |
Falkenberghøje – boliger | Helsingør | 202508 | 202701 | 3.400 | 33 | 42,5 |
Fælledby A7 -ungdomsboliger | København | 202709 | 202810 | 6.000 | 180 | 100 |
Scandi Byg har igangværende projekter for 365 mio. kr. De 33 boliger på Falkenberghøje i Helsingør, hvor Scandi Byg har vundet hovedentreprisen, ser ind i en forlængelse. Det samme gør de 180 ungdomsboliger i Fælledby, hvor virksomheden er totalentreprenør. Kilde: Byggefakta/SMART
Har kæmpet til det sidste
Beslutningen er truffet i tæt samråd med ledelsen hos Scandi Bygs ejer, Nordic Wood Industries, lyder det fra koncerndirektør Thomas Raunsbæk fra Nordic Wood Industries, der også er bestyrelsesformand i Scandi Byg:
Salget af Scandi Byg går igennem til 30 mio. kr.
– Der må ikke være nogen tvivl om, at vi har kæmpet til det sidste for at bevare Scandi Byg. Desværre kan vi ikke længere tage ansvaret for de økonomiske forpligtigelser, som selskabet står med, og derfor er en konkurs blevet uundgåelig, siger Thomas Raunsbæk, der selv stod i spidsen i den første del af turnarounden.
Scandi Byg, der har været en del af Nordic Wood Industries-koncernen siden årsskiftet 2023/2024, beskæftiger 150 medarbejdere i Danmark fordelt på administration, produktion og en projektafdeling.