Års forsinkelser og ekstraregninger på hundredvis af millioner. Det har været resultatet for et af nyere tids største danske skandalebyggerier, hvor sjusk og fejlberegninger har sendt byggeriet til tælling.
Og truet med at koste dyrt for KU’s internationale forskningsambitioner og fyringer blandt universitets forskere og personale. En tikkende bombe under universitetets økonomi.
Men truslen ser ud til at være afværget. Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har på et samråd i Folketinget oplyst, at regeringen vil kompensere universitetet for en del af de ekstraregninger, det vil blive påført i forbindelse med overdragelse af byggeriet.
En melding, som tages godt imod hos Københavns Universitet.
– Det er yderst positivt, at der nu er tydelig politisk opbakning og vilje til at finde en fair løsning på, hvad der ellers var ved at udvikle sig til et økonomisk mareridt for universitetet. Og helt konkret betyder det, at vi nu kan fokusere mere på det, vi er sat i verden for – forskning og uddannelse, siger rektor Henrik C. Wegener.
– Vi står dog fortsat står med et ufærdigt byggeri, hvor fejl og mangler skaber usikkerhed og forsinkelser, og hvor der er tvivl om Niels Bohr Bygningen kan bruges til det, den var planlagt til. Men vi håber og er fulde af tillid til, at dagens udmeldinger markerer starten på en mere langtidsholdbar og bæredygtig løsning.
Penge til forskning og uddannelse går til mursten
Københavns Universitet hæfter sig ved at regeringen nu også igangsætter et arbejde med et eftersyn af hele statens huslejeordning – den såkaldte SEA-ordning.
Et udvalg under ledelse af Finansministeriet skal undersøge, hvordan den udskældte og dyre ordning kan lade livet til fordel for andre modeller, hvor universiteterne selv ejer deres bygninger og dermed også har større ansvar for opførelse og drift.
– Det er meget opmuntrende at regeringen nu vil nedsætte et tværministerielt udvalg, som skal finde en langtidsholdbare model for universiteternes bygningssituation. KU har længe ønsket sig et bygningsselveje, som bl.a. DTU og CBS har det, så jeg er meget tilfreds med at denne mulighed indgår i udvalgets arbejde, siger Henrik C. Wegener.
København Universitet har flere gange tidligere ansøgt om bygningsselveje.