I forlængelse af det kommende DFDS-hovedkontor på Marmormolen i København skal PensionDanmark have bygget endnu et kontorhus.
NCC er valgt som totalentreprenør og Rambøll ingeniører på det PLH-tegnede projekt, mens Acting Bygherrerådgivning er bygherrerådgiver.
– Med bygningen af kontorhuset fuldender vi området ved Marmormolen, som kommer til at indkapsle PensionDanmarks idealer for ejendomsinvesteringer. Vi skaber et livligt og attraktivt erhvervsområde, placeret centralt og i smukke omgivelser og med bæredygtighed som den røde tråd. Det bliver rammen om mange fantastiske arbejdspladser og en god investering for vores medlemmers pensionsopsparinger, siger direktør Marius Møller, PensionDanmark.
Vartegn og hurtig adgang
Bygningen på ca. 13.000 kvm vil kunne byde 560 medarbejdere velkommen på seks etager fyldt med åbne, fleksible kontorer og gennemgående fællesarealer.
I stueetagen skaber store glaspartier en transparent og imødekommende hovedindgang, der giver adgang til et eksklusivt receptions- og loungeområde samt et større butikslejemål.
På de øvrige etager sikrer den lyse og luftige planløsning hver eneste medarbejder udkig til vandet, kajen og det omkringliggende havnemiljø.
Øverst er kantine, mødecenter og tagterrasser placeret – og det hele linkes sammen af bygningens arkitektoniske omdrejningspunkt, en unik gangbro, der løber mellem den østlige og vestlige del.
– Udover at være et fremtrædende vartegn for bygningen sikrer gangbroen også medarbejderne hurtig adgang til kontorer og fællesarealer. På den måde bliver projektets helhed større end de enkelte dele – og det muliggør faciliteter, der ellers ikke ville kunne tilbydes, hvis der var tale om to separate huse, forklarer Søren Mølbak, partner i PLH Arkitekter.
Havn og by og lidt af det hele
Marmormolen ligger centralt i den gamle frihavn og har taget navn efter Marmorværket, som var en af havnens første industrivirksomheder. Molen – lige ved Østerbro og kun et par kilometer fra Kongens Nytorv – rummer bl.a. Marmorbyen, som er Nordhavns første, eksklusive lejeboligområde, samt en international stemning med FN Byen som nærmeste nabo og med udsigt til Øresund og Sverige. Hertil suppleret af kontorer, restauranter, supermarkeder og metrolinje.
Det attraktive område, Århusgadekvarteret, skyder op på den anden side af havnebassinet, mens brede trætrapper lægger op til afslapning ved kanalerne, der løber langs området og skaber en unik, maritim stemning.
I kontrast til det åbne havneareal slynger gangstier sig mellem husene og giver adgang til et flere grønne oaser.
DGNB Guld og høj kvalitet
Byggeriet af kontorhuset begynder i 3. kvartal 2021 og forventes afsluttet sommeren 2023. Det skal som minimum opnå bæredygtighedscertificering på DGNB Guld.
– Vi ser frem til at komme i gang med det spændende byggeri, der har en fantastisk beliggenhed og nogle flotte arkitektoniske detaljer, siger projektdirektør Ole Møller Petersen fra NCC og tilføjer:
– Projektet er skabt gennem et særdeles konstruktivt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og NCC, hvilket er resulteret i en kontorbygning i høj kvalitet, hvad angår såvel disponering, materialevalg samt hensyn til bæredygtighed og indeklima.