Hvidovres kommunalbestyrelse har med stort flertal vedtaget visionen for et landindvindings- og stormflodssikringsprojekt, der skal beskytte lokalsamfundet mod fremtidige oversvømmelser som følge af stormfloder og stigende havvandstand.
Denne nye vision erstatter kommunes tidligere vision om Holmene.
Hvidovre dropper de 9 holme – nu skal der stormflodssikres
Projektet sigter mod at skabe en ny landindvinding ved Avedøre Holme, der skal være en del af den samlede stormflodssikring af Hvidovre og hele hovedstadsområdet.
Ved at genskabe en mere naturlig kystlinje med strandenge og andre habitater skal projektet fungere som et naturbaseret bindeled mellem stormflodssikringen af Køge Bugt Strandpark og hovedstadsområdet.
Lægger op til bred dialog
Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen, fortæller, at det nye projekt skal balancere hensynet til sikkerhed, klimaudfordringer og naturbeskyttelse, og kommunen ønsker derfor at inddrage relevante aktører i arbejdet, ligesom der lægges op til en bred dialog om projektets potentialer:
– Vi ønsker en åben og transparent proces, hvor vi kan have en konstruktiv dialog på et oplyst grundlag. Derfor skal dialogen tages, når det giver mening i processen, og jeg ser frem til at invitere de relevante aktører og kommuner til dialogmøder.
– Det er vigtigt, at vi taler sammen om både stormflodssikring, den videre udvikling af hovedstadsområdet og de fælles udfordringer for bugtens havmiljø, der i dag er under pres fra f.eks. råstofindvinding, klapning og udledning af næringsstoffer, siger han.
Borgmestre i hovedstaden: Stormflodssikring skal være et nationalt projekt
Hvidovre Kommune har allerede kontaktet relevante samarbejdspartnere og kommuner med et ønske om en videre dialog om projektet. Det gælder bl.a. København, Dragør og Tårnby kommuner, som Hvidovre samarbejder med om stormflodssikring af hovedstaden, samt Brøndby, Ishøj, Vallensbæk og Greve kommuner, som Hvidovre samarbejder med om Køge Bugt Strandpark.
Derudover har Hvidovre rakt ud til KKR Hovedstaden ift. en fælles dialog mellem kommunerne i Region Hovedstaden, da sagen optager flere af medlemskommunerne.