Danmarks største nybyggede sygehus, Nyt OUH, er som så mange andre dele af samfundet ramt af coronakrisen. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Selve byggeriet har stået på i et års tid, men på grund af corona-krisen har det i en periode hen over foråret og sommeren knebet for totalentreprenøren, italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera, at skaffe tilstrækkeligt mange håndværkere på byggepladsen.
Italienerne har desuden haft svært ved at indgå leverandørkontrakter på grund af den generelle usikkerheden i Europa.
Diverse benspænd betyder, at byggeriet bliver forsinket.
Forsinkelse på op til fire måneder
Region Syddanmark hørte første gang om de tidsmæssige udfordringer i foråret 2020. De de to parter har siden været i dialog om sagen og har nu valgt at gøre brug af en midlertidig særlov, som Folketinget har vedtaget under krisen.
Særloven giver mulighed for, at offentlige bygherrer kan undlade at opkræve bod som følge af bygge-forsinkelser, når forsinkelserne skyldes corona-krisen. Region Syddanmark og JV CMB/Itinera har således indgået en aftale om at udsætte afleveringstidspunktet med op til fire måneder.
– Sygdom er hver mands herre, og det har været et udfordrende forår med corona. Under de vanskelige betingelser synes jeg, det er rimeligt, at vi som offentlig bygherre udviser ordentlighed og professionalisme og anerkender de tidsmæssige konsekvenser, som corona har haft på byggeriet. Vi er rigtigt glade for samarbejdet med JV CMB/Itinera. De har fulgt myndighedernes retningslinjer og taget gode forholdsregler for håndværkerne på byggepladsen under pandemien, siger formanden for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen (S).
Får nøglerne i foråret 2023
JV CMB/Itinera skulle efter planen have afleveret det nye universitetshospital til Region Syddanmark i slutningen af 2022. Nu kommer overdragelsen til at ske i det tidlige forår 2023.
Forsinkelsen sker uden omkostninger for Region Syddanmark. Dog vil der være afledte omkostninger relateret til forlængelse af Region Syddanmarks egen projektorganisation på Nyt OUH.