Skibakken på Amager tager form

Hovedentreprisen på Amager Bakkes skicenter - en del af det store prestigeprojekt Amager Bakke - er påbegyndt.
Nu er byggeriet af Amager Bakkes skicenter i gang.
Nu er byggeriet af Amager Bakkes skicenter i gang.

Amager Bakke er et prestigeprojekt udover det sædvanlige. Det vidste man helt tilbage i 2011, hvor Bjarke Ingels tegnestue, BIG, vandt konkurrencen om udførelsen af skibakken på Amager, der skulle tiltrække både danskere og turister.

Første spadestik blev taget i 2013, og nu er byggeriet igen højaktuelt med opførslen af et skicenter. Det skal bygges ind i parkeringspladsen med flydende overgang, så det visuelt er integreret i landskabet. Dansk Halbyggeri har netop påbegyndt hovedentreprisen på skicenteret, hvis udtryk bliver lige så markant som selve skibakkens. Det uforstyrrede udsyn til skibakken får man først, når man står bag skicenterets store vinduespartier – eller på centerets tag.

– Centeret skaber sin egen bakke i enden af parkeringspladsen. Her møder mange forskellige materialer og udtryk hinanden. Det er en meget interessant opgave, som vi glæder os til at løse i tæt samarbejde med projektets aktører, siger Bent Storgaard, bygningsingeniør og projektchef i Dansk Halbyggeri.

Lounge med frit udsyn

Skicenteret skal både rumme udlejning, omklædning, café og en lounge med frit udsyn til den 150 meter lange grønne piste. Her vil publikum, skiløbere, crossfit-udøvere og mange flere kunne møde hinanden, ligesom hele Amager Bakkes udtryk mødes.

Under den ophøjede del af parkeringspladsen indrettes skicenteret i beton, ubehandlet træ og store glaspartier. Materialerne understreger overgangen fra parkeringspladsens hårde asfalt til skibakkens blødere underlag. Facaderne fremstår i glas for at skabe en let konstruktion og åbenhed mod skibakken, med både stern og integreret værk i corten stål.

Projektet er skabt i samarbejde mellem Amager Ressource Center og Bjarke Ingels Group, der for nyligt høstede den prestigefyldte pris The European Steel Design Award for Amager Bakkes multifunktionelle industriarkitektur.

Amager Bakke bliver et af verdens mest moderne og miljørigtige affaldsbaserede energianlæg og byder foruden skibakken på Europas højeste klatrevæg og grønne løbelandskaber.

Amager Bakkes skicenter forventes afleveret 1. Juni 2018.

Centeret skaber sin egen bakke i enden af parkeringspladsen. Her møder mange forskellige materialer og udtryk hinanden. Det er en meget interessant opgave, som vi glæder os til at løse i tæt samarbejde med projektets aktører.

Relateret indhold