Royal Arena skal hente arrangementer i verdensklasse til København

Mere end 500 mennesker har indtil nu været beskæftiget med byggeriet af Royal Arena i København, der skal tiltrække kultur- og sportsbegivenheder i verdensklasse.
Mere end 500 personer - primært håndværkere - har indtil nu været involveret i byggeriet af Royal Arena. Foto: Hélène Mogensen de Monléon.
Mere end 500 personer - primært håndværkere - har indtil nu været involveret i byggeriet af Royal Arena. Foto: Hélène Mogensen de Monléon.

Visionen for Royal Arena

  • En arena i international topkvalitet, der skal indvies i 2016 i Ørestaden, København. Der bliver plads til 15.000 tilskuere, som vil opleve publikumskomfort, akustik og funktionalitet i verdensklasse.

66.915 tons beton er der brugt til støbning af fundamenter, dæk og vægge til Royal Arena. Henover sommeren har arenaen, som er beliggende i Ørestad Syd, fået lagt store tagspær over sit enorme indre, og derfor kan byggeriet nu fejre rejsegilde. Det oplyser Realdania.

Med rejsegildet er København nået et stort skridt nærmere realiseringen af det, der skal danne rammen om store kulturelle og sportslige oplevelser for publikum i fremtiden. Rejsegildet er også et helt konkret symbol på, hvad det kræver at realisere et byggeri af Royal Arenas dimensioner: F.eks. måler de kæmpemæssige tagspær fra godt syv til knapt 19 meter i bredden og mellem 80 og 110 m i længden – med en vægt på mellem 180 og 300 tons. De skal bære taget over de tæt på 38.000 kvm og det udstyr, der er brug for i forbindelse med arrangementer i arenaen.

Samarbejde med Boxen

Indtil i dag har 505 mennesker været igennem sikkerhedsintroduktionen for at kunne være en del af tilblivelsen af arenaen som i fremtiden, bl.a. i samarbejde med Boxen i Herning, vil give Danmark mulighed for at tiltrække store og internationale begivenheder – f.eks. store sportsarrangementer, der kræver afvikling flere steder.

Byggeriet af Royal Arena forventes færdigt i efteråret 2016, hvorefter Danish Venue Enterprise overtager bygningen og kan påbegynde indretningen af de sidste dele af publikums- og produktionsområderne, hvilket forventes at tage cirka tre måneder. Forventningen er, at operatøren vil kunne invitere indenfor i Royal Arena til op mod 60-80 arrangementer om året med plads til op til 15.000 gæster.

Der har været rejsegilde på Royal Arena, som ligger i Ørestad Syd. Foto: Hélène Mogensen de Monléon.
Der har været rejsegilde på Royal Arena, som ligger i Ørestad Syd. Foto: Hélène Mogensen de Monléon.
Royal Arena får plads til 15.000 tilskuere, når den efter planen står færdig i 2016. Illustration: 3XN A/S.
Royal Arena får plads til 15.000 tilskuere, når den efter planen står færdig i 2016. Illustration: 3XN A/S.

Relateret indhold