Regeringen har stillet forslag om, at den tekniske byggesagsbehandling, der blandt andet omfatter brandsikkerhed, tilgængelighed og energiforbrug, fremover skal udføres af private virksomheder, der er certificeret til at varetage opgaven.
Det er en dårlig ide, mener Konstruktørforeningen, da det ifølge foreningen ikke vil imødekomme regeringens mål om at gøre sagsbehandlingen mere effektiv.
Formand for Konstruktørforeningen Gert Johansen uddyber:
– Vi mener ikke, at det er en god idé med en certificeringsordning, hvor private rådgivere får retten til at varetage den tekniske byggesagsbehandling. Det vil nemlig gøre ansøgnings- og byggeprocessen mere besværlig for de små og mellemstore entreprenører, de professionelle og uprofessionelle bygherrer, borgere, rådgivere og forvaltninger. I stedet for at sende ansøgningen ét sted hen, skal de nu sende den to steder hen, da kommunen fortsat skal godkende byggeriet i forhold til det planmæssige – kommuneplaner, lokalplaner, byplanvedtægter og landzonetilladelser, siger han og fortsætter:
– Desuden vil der med stor sandsynlighed opstå strid om ansvaret for fejltagelser, som vil føre til en stigning i antallet af tvister og retssager. Det vil alt i alt fordyre og besværliggøre byggeprocesserne. Der er kun to parter, der vinder på en certificering: Rådgiverne og advokaterne. Alle andre taber.
Nuværende lovgivning
Gert Johansen mener, at byggesagsbehandlingen i Danmark generelt er effektiv, billig og ikke-bureaukratisk, men at den sagtens kan blive bedre.
– Det er vigtigt at holde fokus på kvalitet, sikkerhed og effektive processer i byggeriet, men det er der allerede gode muligheder for at gøre inden for den nuværende lovgivning, siger han.
Bygningskonstruktør Maria Riise, der selv arbejder som byggesagsbehandler i Kolding Kommune, er enig og supplerer:
– Der er andre håndtag, som vil være langt smartere at dreje på, hvis målet er en billigere og mere effektiv sagsbehandling. I stedet for at privatisere den tekniske byggesagsbehandling kunne kommunerne blandt andet forpligte sig til at opkvalificere medarbejderne og samle tekniske forvaltninger i tværkommunale samarbejder eller stille krav om, at medarbejderne deltager i relevante erfagrupper.