Anlægsarbejdet med etablering af en kanal og dannelse af en ø på Hasle Havn på Bornholm er nu afsluttet. Dermed er det nu muligt at sejle ind i den tidligere fiskerihavn i for eksempel havkajak og gøre brug af de nye faciliteter.
Projektet blev påbegyndt i 2012, da en granitmole blev anlagt for at danne en lagune og en sandstrand. Sideløbende blev kajkanter i to af havnebassinerne sænket, så tidligere granitbelægninger blev synlige igen. De lave kajkanter skaber nu bedre adgang og oplevelser for gæstesejlere, men også bedre arbejdsbetingelser for de små fiskekuttere. Et havnetorv er dannet og en 345 meter lang kanal er gravet. Områdets forvandling har allerede medført private investeringer i området, oplyser Realdania, der har støttet projektet.
Projektet er et godt eksempel på, hvordan man ved at bruge et områdes særlige potentialer kan skabe nye muligheder og aktivitet.
Karen Skou Projektchef, Realdania
Potentialer kan udnytttes
– Omdannelsen af Hasles tidligere industrihavn til et aktivt byrum har skabt rigtig gode muligheder for friluftsliv og socialt samvær. Det er dejligt at se, hvordan området allerede er en integreret del af det lokale liv i Hasle. Projektet er et godt eksempel på, hvordan man ved at bruge et områdes særlige potentialer kan skabe nye muligheder og aktivitet, siger projektchef i Realdania, Karen Skou.
En idékonkurrence med fire bornholmske havne som eksempelhavne har været inspirationskilde til projektet. Idékonkurrencen blev støttet af Realdania, som sammen med Bornholms Regionskommune, Transport- og Bygningsministeriet og Den Europæiske Fiskerifond/LAG-Bornholm har finansieret realiseringen af projektet.
Mulighedernes land
Udviklingen af Hasle Havn har kostet cirka 13 millioner kroner, og projektet er en del af Realdanias kampagne ‘Mulighedernes Land’, som i partnerskab med blandt andre Bornholms Regionskommune har fokus på nye, bæredygtige veje til en positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder.
Projektet er et demonstrationsprojekt, der skal vise hvordan det er muligt med forholdsvis små midler at skabe herlighedsværdi og attraktioner på henslumrende havneområder. Projektet er gennemført i samarbejde med Hasle Byting.
