Aldi tager en bid af Silkeborg – med hjælp fra NRE

Aldi får sin anden butik i Silkeborg - NRE Denmark bygger nyt 1.200 kvm supermarked for Aldi Ejendomsselskabet NH1 i Silkeborg.
I et beboelsesområde tæt på naturen, får Silkeborg sin anden Aldi. Foto: NRE Denmark.
I et beboelsesområde tæt på naturen, får Silkeborg sin anden Aldi. Foto: NRE Denmark.

I Silkeborgs nordvestlige bydel er der masser af butikker og en del af dem er store og små butikker og indkøbscentre med dagligvarer. Så hvad er mere naturligt for en Aldi, der vil ha’ en bid af kagen end at slå sig ned her.

På en 8.000 kvm stor grund, midt mellem en Netto og en Dagrofa og en SuperBrugsen tæt på.

Det er NRE Denmark, der opfører bygningen i totalentreprise og bygherre er Ejendomsselskabet NH1 Silkeborg, der ejes af Peter Brandt Andersen.

Når den står færdig, er der kommet en 1.200 kvm Aldi med plads til 85 parkerende biler til byen. Og butikken kommer til at have det nyeste, som Aldi byder på. Et såkaldt “moderne” koncept, med brede gange, lyse rum og bake-off afdeling til tilberedning af brød og kage.

– Aldi er en stærk spiller indenfor discount på det danske dagligvaremarked. Med valget af NRE som vores totalentreprenør ser vi nu frem til at gå i gang med byggeriet af den nye butik, siger Morten Georgi, Ejendomsselskabet NH1 Silkeborg.

NRE Denmark har før bygget for Aldi, så det er et velkendt match.

– Og det er en naturlig fortsættelse for NRE, at vi endnu en gang skal bygge for Aldi. Projektet er et godt match for os, da gode partnerskaber er væsentlige for at skabe gennemtænkte byggerier, siger Jonas Anders Olesen, salgs- og udviklingsdirektør hos NRE Denmark.

Den nye Aldi kommer til ligge mellem Øster Bordingvej og Nordre Højmarksvej, også kendt som den gamle gartnergård.

Grunden er beliggende i et etableret butiksområde med dagligvarebutikker som Dagrofa Foodservice, Netto og SuperBrugsen. Lokalplanen muliggør yderligere udvikling og byggeri på grunden.

Relateret indhold