Aarhus-byggeri må sno sig mellem fredede træer

Fredede bygninger og træer er med til at definere ny bebyggelse i Ceres-området i Aarhus midtby.
Det nye etagebyggeri er indkredset af den røde stiplede linje, som også viser de bevaringsværdige huse og træer. Illustration fra lokalplan 997.
Det nye etagebyggeri er indkredset af den røde stiplede linje, som også viser de bevaringsværdige huse og træer. Illustration fra lokalplan 997.

Ceres-bryggeriet var i mange år en indgroet del af Aarhus, men da produktionen lukkede blev området udlagt til boliger, og området kaldes nu CeresByen. Nogle af de gamle bygninger og beplantninger er dog bevaringsværdige, og derfor må nogle af byggeprojekterne sno sig for at blive realiseret.

Det gælder blandt andet Ceres-grundens østligste byggefelt ved Thorvaldsensgade, hvor kommunen med en ny lokalplan ønsker at give tilladelse til opførelse at et boligbyggeri i op til ni etager. Byggeriet skal dog tage hensyn til to bevaringsværdige bygninger samt to bevaringsværdige træer.

Kulturhistoriske bygninger

De bevaringsværdige bygninger er henholdsvis Jyske Palæ og Bryggerboligen, der begge indeholder byarkitektoniske og kulturhistoriske værdier og derfor skal bevares. Bygningerne må ikke nedrives eller ændres uden tilladelse, og den nye bebyggelse skal derfor placeres på en måde, så de to bygninger kan bestå og fungere i deres nuværende form.

Lige så definerende for byggeriet er byggefeltets placering lige op ad områdets fællespark, Ceres Parken, der stækker sig som en grøn kile langs Aarhus Å. I parken er der flere bevaringsværdige træer, der i lokalplanforslaget beskrives som historiske og karaktergivende, og to af disse – en rødbøg og en platan – støder op til det nye byggeri og kræver særlige hensyn i udformningen og placeringen af det nye boligbyggeri.

Indpasser sig efter træerne

Således kan man af plantegningerne se, at bygningen indføjer sig på grunden mellem de to træer. Mens det vurderes, at rødbøgen kun påvirkes af byggeriet i lille grad, så vil det dog være nødvendig at beskære platantræet ind mod byggefeltet – beskæringen vurderes dog at ligge i tråd med designmanualens ide om åbenhed mod åen.

Der vil i forbindelse med byggesagsbehandlingen blive fastsat krav til, hvordan træerne skal beskyttes i forbindelse med byggeriet, og de grene, der skal beskæres, vil blive udpeget, ligesom der vil blive udarbejdet et overvågningsprogram til vurdering af træernes beskyttelse og tilstand i byggeperioden.

Ifølge lokalplanforslaget må der etableres 8.525 kvadratmeter etageareal på byggegrunden, og den nye bebyggelse udformes med et varierende etageantal på højst ni etager mod Ceres Parken og mellem seks og ni etager mod Thorvaldsensgade.

Lokalplanforslaget er i høring frem til 12. juni.

Det nye byggeri snor sig ind mellem de to fredede træer i Ceres Parken. Illustration fra lokalplan 997.
Det nye byggeri snor sig ind mellem de to fredede træer i Ceres Parken. Illustration fra lokalplan 997.

Relateret indhold