Lyse rammer vinder arkitekturpris

Der var to vindere på podiet, da Aabenraa Kommune i samarbejde med Billedkunstrådet uddelte Arkitekturprisen 2016.
Psykiatrien i Region Syddanmark er blevet tildelt Arkitekturprisen 2016 i Aabenraa Kommune. Pressefoto.
Psykiatrien i Region Syddanmark er blevet tildelt Arkitekturprisen 2016 i Aabenraa Kommune. Pressefoto.

Psykiatrisk Afdeling Aabenraa

  • Det nye byggeri i Aabenraa stod færdigt i september 2015.
  • White Arkitekter var totalrådgiver på byggeprojektet sammen med White AB. Det samlede areal er på 20.000 kvm. Byggeriet kostede omkring 500 mio. kroner.
  • Det nye byggeri har siden åbningen fået international opmærksomhed. I februar var Psykiatrisk Afdeling Aabenraa indstillet til en MIPIM Award i kategorien Best Healthcare Development – en pris, der blev uddelt i Cannes i Frankrig. Senere kom turen til London, hvor byggeriet var nået til finalen i European Healthcare Design Awards i kategorien Mental Health. Byggeriet vandt ikke førstepris, men nåede en fælles andenpris og dermed anerkendelsen “highly commended”.

Da bedømmelsesudvalget skulle vælge vinderen af årets arkitekturpris 2016 i Aabenraa Kommune, var det for svært at vælge det ene byggeri frem for det andet, og derfor løb to byggerier med årets pris. Psykiatrien i Region Syddanmark var den ene vinder af prisen, som blev givet for det nye byggeri, hvor Psykiatrisk Afdeling Aabenraa har til huse. Den anden vinder af årets pris blev Aabenraa Statsskole.

– Det nye psykiatriske sygehus og statsskolen har begge på forbilledlig vis løst nogle komplekse udfordringer, som vi gerne vil præmiere, lød det blandt andet i bedømmelsesudvalgets begrundelse.

Region Syddanmark har formået at bygge et helt nyt sygehus, der i kraft af arkitekturen er i stand til at skabe de trygge rammer, som psykisk syge og sårbare har behov for.

Bedømmelsesudvalget

Hos Region Syddanmark er man glade for at have vundet en pris for det nye byggeri.

– Det er fantastisk at have vundet en pris, og at der også bliver lagt mærke til os udefra. Vi har fået nogle nye rammer, som virkelig understøtter formålet, nemlig at behandle patienter med psykiske lidelser. Både patienter og medarbejdere giver udtryk for fordelene ved det nye byggeri. Blandt andet at der er lyst og meget plads, siger psykiatri- og socialudvalgsformand i Region Syddanmark, Thies Mathiasen, i en pressemeddelelse.

Naturligt lysindfald

Byggeriet har store glasarealer, der skaber gennemsigtighed for både patienter og medarbejdere og gør, at patienterne aldrig er langt fra naturen. Især de brede, lyse gange og det store fokus på naturligt lysindfald skaber et roligt og positivt miljø.

På afdelingen er man glad for prisen og for de fysiske rammer generelt:

– Vi er virkelig beæret over at have fået arkitektturprisen fra Aabenraa Kommune. Og det glæder os, at så mange har stemt på vores nye psykiatriafdeling, da dette vidner om, at byggeriet kan skabe de trygge rammer, som psykisk syge og sårbare har behov for. Vi oplever også, at de lyse rammer gør rigtig meget godt for både vores patienter og vores medarbejdere, siger oversygeplejerske Kirsten Christensen, Psykiatrisk Afdeling Aabenraa.

Arkitekturens betydning for patienterne var også en af parametrene, som bedømmelsesudvalget lagde vægt på.

– Region Syddanmark har formået at bygge et helt nyt sygehus, der i kraft af arkitekturen er i stand til at skabe de trygge rammer, som psykisk syge og sårbare har behov for, lød argumentationen blandt andet.

Relateret indhold