Link tegner ny multihal til Arena Randers

En ny multihal i forbindelse med Arena Randers er nu officielt taget i brug.
Foto: Thomas Illemann.
Foto: Thomas Illemann.

En ny multihal er skudt op ved Arena Randers, og hovedidéen bag bygningen har været at skabe arkitektonisk kontinuitet. Området er nemlig bygget over mange omgange, hvorfor det førhen havde et noget sammensat udtryk. Derfor har man søgt at videreføre dele af den arkitektoniske komposition, og samtidig bruge tilbygningen til at skabe ny synergi mellem bygningerne.

– I stedet for at isolere den nye bygning i den kreative proces har vi tænkt den eksisterende bygningsmasse ind fra start med et mål om at efterlade hele området i bedre forfatning, end vi modtog det. Det har givet alle bygningerne en synergi og retning, som ikke eksisterede før. Jeg synes, vi står tilbage med et område, som både har identitet, åbenhed og sammenhæng, udtaler kreativ chef i Link arkitektur Niels Bondrup Jensen.

Det samlede projekt er på 7900 kvadratmeter, og den nye hal har plads til 3200 siddende tilskuere til sportsarrangementer, mens det samlede kompleks har kapacitet op til 6000 gæster.

Fleksibel hal til flere formål

Centralt i byggeriet er selvfølgelig multihallen, der både kan anvendes til idræt, skoleaktiviteter, koncerter og andre kulturelle arrangementer.

Alle tribuner er fuldt mobile, hvorfor hallens størrelse og udtryk kan variere efter formål. Det betyder eksempelvis, at hallen kan rumme tre håndboldbaner til turneringer og stævner, mens der, når alle tribuner rulles ud, er en enkelt håndboldbane tilbage med plads til masser af tilskuere. Det sidste var tilfældet, da det danske kvindelandshold spillede i hallen 2. oktober.

Tilbygningen er tegnet af Link arkitektur med Orbicon som rådgivende ingeniører og Max Bögl som totalentreprenør.

Relateret indhold