Hver fjerde dansker i alderen 65-70 år vil gerne skrifte boligen ud.
Det er 100.000 mennesker, der lige nu brænder inde med drømmen om at flytte til en anden bolig, ifølge en ny analyse fra PFA og Sweco.
Det skaber et historisk vindue for at løse boligmanglen for børnefamilier og presset på kommunernes velfærd, mener de. Udfordringen er bare, at der er lange ventelister til seniorboliger.
Sønderborg er ikke alene: Kommuner overvurderer deres befolkningstilvækst
PFA har derfor nu øremærket 2,5 mia. kr. frem mod 2030 til investeringer i seniorboliger og friplejehjem.
– Det er en helt ny tendens, og flyttevilligheden hos seniorerne udgør et stort potentiale for både den enkelte og for samfundet, siger Jesper Brask Fischer, velfærds- og seniorchef i PFA.
– De ældre kan skabe tryggere rammer om deres liv, mens samfundet kan udnytte den eksisterende boligmasse bedre og skabe gode rammer til at levere service til de ældre.
De finder blandt andet, at i hovedstaden råder borgere på 60+ år i gennemsnit over 62,4 kvm pr. person, mens de 18-29-årige blot har 35,6 kvm. En lignende tendens finder de på landsplan i parcelhuskvartererne.
Det ideelle flyttevindue
Undersøgelsen fokuserer specifikt på de yngre seniorer, fordi de som oftest er mere mobile og befinder sig det ”ideelle vindue” til at flytte fra sit parcelhus, ifølge PFA og Sweco.
De har det helbredsmæssige og mentale overskud til at tage beslutningen, inden helbredet eller overgangen til pension gør flytningen uoverskuelig.
Behovet bliver kun større: PFA opfører friplejehjem på kendt Aarhus-grund
– Sweco har meget konkrete erfaringer med, hvad der skal til for at få folk til at flytte, og hvilke boliger de ønsker, siger Niels Toft Wendelboe, bæredygtighedschef hos Sweco Architects.
– Det, vi har manglet, er en reel vilje til at flytte i målgruppen. Den ser vi nu, og det giver kommunerne en stor mulighed for at tænke strategisk byplanlægning og sundheds- og velfærdsøkonomi sammen for at imødekomme behovene.
Sweco Architects opfordrer derfor landets kommuner til at tilføre en ny boligstrategisk vinkel til samarbejdet mellem byplanlægning og sundhedsområdet.
– Den nye flyttevillighed tilfører en ny, strategisk boligvinkel til samarbejdet mellem den strategiske byplanlægning og sundhedsområdet. Muligheden ligger i at tænke lokalsamfundets fysiske rammer sammen med de fremtidige velfærdsbehov, så vi både styrker de ældres livskvalitet og støtter den kommunale drift på den lange bane, siger Mette Lise Ginnerup, seniorplanlægger hos Sweco Architects.
