Byggeriets affaldsmængde er langt større end statistikken viser

En ny Realdania-analyse afdækker tre millioner ton uregistreret byggeaffald - det udfordrer billedet af en branche på vej mod cirkularitet.
Byggeplads
Mængden af bygge- og anlægsaffald er 67 % større, end de officielle registreringer. Det dokumenterer en ny rapport fra Realdania, Cirkulært Byggeri 2.0. Den uregistrerede mængde består hovedsageligt af beton, mursten og tegl, som bliver knust og anvendt lokalt eller benyttet som fyldmateriale og derfor aldrig kommer ind på et modtageanlæg, der har pligt til at indberette mængden til Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem. Foto: Realdania

Der bliver talt meget om cirkulært byggeri, genbrug af byggematerialer og en byggebranche, der gradvist bevæger sig væk fra den traditionelle brug-og-smid-væk-model. Men en ny analyse med titlen Cirkulært Byggeri 2.0 udarbejdet for Realdania giver anledning til at skrue ned for begejstringen. For mængden af bygge- og anlægsaffald er væsentligt større, end de officielle registreringer viser.

Hvor 4,5 millioner ton af de materialefraktioner, som analysen omfatter, optræder i Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem, når den dugfriske analyses kortlægning frem til en samlet årlig mængde på 7,5 millioner ton. Det er tre millioner ton mere – eller omkring 67 % oven i den hidtil registrerede mængde årligt.

Forklaringen er ikke, at millioner af ton byggeaffald forsvinder ukontrolleret. Den uregistrerede mængde består hovedsageligt af beton, mursten og tegl, som bliver knust og anvendt lokalt eller benyttet som fyldmateriale og derfor aldrig kommer ind på et modtageanlæg, der har pligt til at indberette mængden til Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem.

I lyset af en spirende råstofkrise i Danmark er det ifølge projektchef hos Realdania, Pelle Lind Bournonville, helt centralt, at vi recirkulerer langt mere.

– Det er i samfundets interesse, at vi udnytter materialernes egenskaber bedst muligt. For det er både fjollet og dyrt, at vi åbner for mere råstofindvinding, for efterfølgende at putte en del af selvsamme materialer ned i et hul eller ind i en bakke et andet sted i landet, siger han.

Kun én procent bliver genbrugt

Rapporten giver samtidig anledning til at se nærmere på, hvad der egentlig ligger i byggeriets fortælling om cirkularitet. Af de 7,5 millioner ton bygge- og anlægsaffald bliver under én procent genbrugt. 23 % bliver genanvendt, 64 % nyttiggjort, 7 % forbrændt og 5 % deponeret.

Det er imidlertid vigtigt at have styr på begreberne. Ved genbrug anvendes et produkt eller materiale igen til samme formål uden først at blive til affald – f.eks. når en mursten renses og bruges som mursten i en ny bygning. Ved genanvendelse bliver affaldsmaterialet derimod bearbejdet og omdannet til et nyt materiale.

Håndværkere
Målet med analysen Cirkulært Byggeri 2.0 er at få etableret en forståelse af, i hvilke cirkulære stier hvert materiale opnår højst mulig miljø-, ressourcemæssig og samfundsøkonomisk nytteværdi. Med henblik på at øge genbrug og skabe et lavere klimaaftryk, er det derfor vigtigt at kende de faktiske affaldsstrømme. Foto: Realdania

Nyttiggørelse er bredere. Her bruges affaldet til et nyttigt formål ved at erstatte andre materialer, som ellers skulle have været anvendt. Det kan f.eks. være nedknust beton, der erstatter jomfruelige stenmaterialer i et anlægsprojekt eller ender som tilslag i nye betonkonstruktioner. I denne kategori medregnes dog også materialer, der ender som rent opfyld uden funktion.

Når 64 % af byggeaffaldet bliver nyttiggjort, betyder det derfor ikke nødvendigvis, at materialerne vender tilbage som nye byggematerialer med samme eller tilsvarende funktion. Store mængder tunge materialer som beton og tegl bliver typisk knust og anvendt som erstatning for andre råstoffer.

Ønsker en øget forståelse

Det er bedre end deponering, men det er ikke det samme som at holde byggevarer og materialer i kredsløb på et højt værdiniveau. Rapportens tal tegner dermed et mere nuanceret billede af byggeriets cirkularitet. En meget stor del af affaldet bliver ganske vist anvendt igen, men for hovedpartens vedkommende langt nede i materialehierarkiet.

Pelle Lind Bournonville vurderer, at bygge- og anlægsbranchen de seneste seks til syv år har arbejdet målrettet på at styrke genbrug, og at man er nået et stykke vej for visse materialer, men når det kommer til blandt andet beton, har det vist sig svært.

– Målet med analysen er at få etableret en forståelse af, i hvilke cirkulære stier hvert materiale opnår højst mulig miljø-, ressourcemæssig og samfundsøkonomisk nytteværdi, fortæller projektchefen og fortsætter:

– For nogle vil det være genbrug, for andre nyttiggørelse. Vi har arbejdet ud fra en præmis om, at der skal en eller anden form for værditilførsel til på hver tur rundt i pariserhjulet, før der kommer et reelt marked i gang. Det er derfor metalfraktionerne i vid udstrækning cirkulerer effektivt.

Omstillingen går stadig langsomt

Reglerne for bygge- og anlægsaffald er blevet strammet, blandt andet med større fokus på cirkulær økonomi og selektiv nedrivning. Modtageanlæg og materialeproducenter arbejder ifølge analysen med bedre sorteringsteknologier og større anvendelse af genbrugsmaterialer.

Problemet er, at effekten endnu ikke kan aflæses i materialestrømmene. Rapporten konstaterer direkte, at det endnu ikke er muligt at se en mængdemæssig effekt af regelstramningerne. På spørgsmålet om, hvilke konkrete krav der bør stilles til branchen for, at cirkulært byggeri for alvor skal flytte sig fra pilotprojekter til reel byggepraksis, peger Pelle Lind Bournonville snarere på økonomiske incitamenter.

– Jeg er ikke sikker på, det vil være smart at stille krav om f.eks. et minimumsindhold af genbrugt eller genanvendt materiale i byggeriet. Selv med fuld teoretisk cirkulering af 7,5 millioner ton udgør outputmaterialet fra bygge- og anlægsbranchen kun en mindre del af de omkring 45 millioner ton, sektoren forbruger årligt, så vi skal bruge materialerne, hvor de giver mest mening.

– Omvendt tror jeg desværre ikke, vi kommer uden om at gøre det dyrere og sværere at udvinde jomfruelige materialer samt permanent at bortskaffe gode materialer til deponi og forbrænding.

Pelle Lind Bournonville
– Det er i samfundets interesse, at vi udnytter materialernes egenskaber bedst muligt. For det er både fjollet og dyrt, at vi åbner for mere råstofindvinding, for efterfølgende at putte en del af selvsamme materialer ned et hul eller ind i en bakke et andet sted i landet, siger Pelle Lind Bournonville, der er projektchef i Realdania. Foto: Realdania

Når bevaring er mest cirkulært

Der findes samtidig en mere grundlæggende måde at reducere både affald og behovet for nye materialer på, nemlig ved at lade være med at rive ned.

Cirkulært Byggeri 2.0 fremhæver netop levetidsforlængelse, bevarelse og genanvendelse af den eksisterende bygningsmasse som en væsentlig del af omstillingen. Således bør diskussionen om cirkulært byggeri ifølge Realdania måske begynde tidligere end ved affaldscontaineren.

– Jeg tror ikke, det står klart for alle, hvilke problemer der kan løses ved at lukke de cirkulære loops i den nedre del af det cirkulære hierarki, og hvad bevaring, renovering og transformation kan levere. Den store klimaeffekt ligger helt klart i genbrug af bygningsmasse.

Første af tre delrapporter

Analysen er første delrapport i Realdanias Cirkulært Byggeri 2.0 og er udarbejdet af Trap, Rose & Ekblad, Om Affald og Danish Waste Solutions. Den kortlægger 17 udvalgte materialefraktioner på baggrund af blandt andet data fra Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem, litteraturstudier, konkrete byggecases og interviews med aktører i branchen.

Du kan læse den første delrapport her: https://realdania.dk/projekter/cirkulaert-byggeri-20

Glad for et mere retvisende billede

Analysens konklusioner kalder på en kommentar fra byggebranchen selv. Og her står DI Byggeri klar med den grundlæggende pointe om, at organisationen arbejder for øget anvendelse af sekundære materialer til erstatning for jomfruelige råstoffer.

– Vi bifalder et mere retvisende billede af de materialemængder, der reelt er i kredsløb. At beton og andre materialer anvendes lokalt uden registrering i affaldsdatasystemet, handler først og fremmest om datagrundlaget – ikke nødvendigvis om, at materialerne ikke nyttiggøres, påpeger Bjarke Fjeldsted, der er chef for Bygge- & Anlægsentreprenører hos DI Byggeri. Han understreger samtidig, at vi skal gøre os klart, hvilket problem vi ønsker at løse.

– Hvis målet er øget genbrug og lavere klimaaftryk, er det vigtigt at kende de faktiske strømme. Og det kan de nye tal bidrage til. Hvis målet er mindre råstofindvinding, er det ligeledes vigtigt med et retvisende billede, men når f.eks. betonaffald anvendes på nye måder, skal den eksisterende anvendelse fortsat dækkes af andre materialer, der har de samme egenskaber som f.eks. bæreevne, dræning og holdbarhed, der er nødvendig i vejkonstruktioner. Det er nemlig ofte her, man anvender jomfruelige råstoffer.

Ikke bindende materialekrav

På spørgsmålet om, hvorvidt bygge- og anlægsbranchen er parat til mere bindende krav om genbrug, transformation og anvendelse af sekundære materialer, drømmer DI Byggeri ikke om generelle, bindende materialekrav.

– Der bør være fokus på mere ensartet praksis og klare rammer for anvendelsen af sekundære materialer. Et af benspændene er regler og forvaltning vedrørende oparbejdelse af jord. Her er potentialet ganske betydeligt. Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at jord slet ikke indgår i Realdanias analyse. Oparbejdet jord kan i nogle tilfælde erstatte jomfruelige materialer, og derfor bør jord indgå i det samlede billede af potentialet.

Bjarke Fjeldsted
– Vi bifalder et mere retvisende billede af materialemængderne. At beton og andre materialer anvendes lokalt uden registrering, handler først og fremmest om datagrundlaget – ikke nødvendigvis om, at materialerne ikke nyttiggøres, siger Bjarke Fjeldsted, der er chef for Bygge- & Anlægsentreprenører hos DI Byggeri. Foto: Dansk Industri

Relateret indhold