Det bliver fortsat H+Arkitekter, der skal give teknisk rådgivning og bistand, når det kommer til arkitektarbejder for Københavns Universitet SUND. Det skriver de i en pressemeddelelse.
– Vi har været rammeaftalerådiver for Københavns Universitet SUND de sidste 4 år. Vores drømmescenarie var at fortsætte de næste fire år. Det er nu virkelighed, fortæller partner i H+ARKITEKTER, Rasmus Klausen.
H+Arkitekter er totalrådgiver for arkitektrådgivningen uden underrådgivere, imens Sweco har vundet aftalen som ingeniørrådgivere.
Komplekst byggeri
Københavns Universitet SUND rummer blandt andet Panum Instituttet, Mærsk Tårnet og Teilumbygningen. I alt dækker det 325.000 kvadratmeter med undervisningsbygninger, laboratorier og forskningsfaciliteter.
– Arkitektarbejder på universitetsområdet er en særlig disciplin, og at vi får lov at fortsætte på SUND beviser, at vi formår at omsætte den viden, vi har i de rigtige løsninger og på den rigtige måde, siger Rasmus Klausen.
Det er tredje gang i træk, at H+Arkitekter vinder en aftale med Københavns Universitet. I 2009-2013 var de rådgivere på KUA. I 2014 fik de rammeaftalen for SUND, som løber til 2018, hvor den nye aftale træder i kraft.