Cobe skaber stor park i Helsinki

Cobe Arkitekter skal være med til at omdanne centrum af Helsinki fra blandet fabriksområde til ny folkepark.
Cobe har i samarbejde med Lundén Architecture og N2 tegnet projektet, der skal omdanne centrum af Helsinki til en levende folkepark for alle byens borgere. Illustration: Cobe og Lundén Architecture.
Cobe har i samarbejde med Lundén Architecture og N2 tegnet projektet, der skal omdanne centrum af Helsinki til en levende folkepark for alle byens borgere. Illustration: Cobe og Lundén Architecture.

Om projektet

  • Sted: Helsinki, Finland
  • Klient: N2
  • Arkitekter: Cobe og Lundén Architecture
  • Ingeniører: Rambøll Finland
  • Vandrensning: Terramare Boskalis
  • Program: Vision for parkområde i Helsinki
  • Størrelse: 40.000 kvm.

Cobe skal stå for omdannelsen af centrum i Helsinki til en rekreativ og kulturel folkepark. Cobe har udarbejdet projektet i samarbejde med de finske firmaer Lundén Architecture og N2, og omdannelsen består af en række forskellige projekter langs og omkring bugten. Blandt andet forbindes byen på tværs af bugten med nye fodgænger- og cykelstier, og der skabes en oplevelsesrig promenade med vandaktiviteter hele vejen rundt om bugten. Sidst men ikke mindst skal bugtens vand renses. Det oplyser Cobe i en pressemeddelelse.

Fabriksforurenet vand

– Vi ønsker at give Töölönlahti tilbage til folket. Gennem en omfattende og ambitiøs vandoprensning af det fabriksforurenede vand transformeres Töölönlahti til et centralt, attraktivt byrum – det største af sin slags i Helsinki. Et folkeligt sted, hvor mennesker fra hele byen i fremtiden vil svømme i vandet, solbade i sommersolen og drikke aftenkaffe langs promenaden. Ligesom oprensningen af Københavns havneløb i sluthalvfemserne, kan dette blive startskuddet til en større revitalisering af Helsinki. Nye offentlige funktioner, restauranter, caféer, konferencefaciliteter, hotel og boliger vil være med til at skabe det økonomiske grundlag til at gennemføre denne storslåede vision. Projektet demonstrerer, hvordan et forladt og glemt stykke natur i centrum af byen kan transformeres til en ny folkepark for alle Helsinkis borgere og besøgende, siger Dan Stubbergaard, indehaver og kreativ direktør hos Cobe.

Ligesom oprensningen af Københavns havneløb i sluthalvfemserne, kan dette blive startskuddet til en større revitalisering af Helsinki.

Dan Stubbergaard Indehaver og kreativ direktør, Cobe

Gennem 1800-1900-tallet voksede Helsinki kraftigt, hvilket var med til at ændre centrum af byen og især Töölönlahti. Området, hvor storby, granskov og skærgård mødes, blev blandt andet indtaget af fabrikker, hvilket startede en forurening af bugten, som er fortsat siden da. Blandt andet på grund af mangel på næring i vandet, vil bugten med tiden blive til en sump og siden udtørre helt, hvis der ikke gøres noget.

Omdiskuteret område

Der er ifølge Cobe formentlig ingen andre steder i Helsinki, der har været mere omdiskuteret end området Töölönlahti. Mange arkitektoniske mestre fra Alvar Aalto til Eliel Saarinen har haft dristige visioner for udviklingen af området i hjertet af den finske hovedstad. Visionerne har varieret fra at omdanne den naturligt forekommende bugt til et kulturmonument til at fylde hele området med bebyggelse. Ingen af de tidligere visioner er dog blevet realiseret.

– Töölönlahti er en glemt perle i hjertet af Helsinki. Bugten går helt ind til centrum af byen og besidder et enestående potentiale, som desværre ikke bliver udnyttet i dag. Placeringen mellem Töölö- og Kallio-kvarteret, den olympiske park, hovedbanegården og Helsinkis centrum gør Töölönlahti til en essentiel del af det 21. århundredes Helsinki. Området indeholder derudover en række af Helsinkis vigtigste kulturinstitutioner, blandt andet operaen, det nye musikhus, kongrescenteret Finlandia Hall, Kiasma Museum med mere, siger Dan Stubbergaard.

Projektet i Helsinki føjer sig til andre markante Cobe-projekter såsom Nørreport Station, planlægningen af Nordhavnen i København og Danmarks Rockmuseum i Roskilde, der åbner i starten af 2016.

Bugten skal igennem en vandoprensning, så den kan danne fundamentet for Töölönlahti som et centralt, attraktivt byrum i Helsinki. Illustration: Cobe og Lundén Architecture.
Bugten skal igennem en vandoprensning, så den kan danne fundamentet for Töölönlahti som et centralt, attraktivt byrum i Helsinki. Illustration: Cobe og Lundén Architecture.

Relateret indhold