Södra Värtahamnen bliver en del af Stockholms miljøprofilområde Norra Djurgårdsstaden, der er et af Europas største byudviklingsområder. C.F Møller skal sammen med DinellJohansson udforme boligkvarteret, der har fået navnet Kvarteret Hull, og so består af 10.000 kvm boliger og 10.000 kvm kommercielle lokaler, som forventes at stå klar i 2021. Det oplyser den danske tegnestue på sin hjemmeside.
– At være med til at udforme et af Stockholms vigtigste byudviklingsområder er en utrolig spændende opgave. Vi er glade for, at vi er blevet bedt om at skabe unikke boliger i samklang med havnens udvikling, siger Mårten Leringe, som er adm. direktør for C.F. Møller Sverige.
Husene varieres og får deres egen tydelige karakter og typiske havneindslag.
Sara Nilsson Arkitekt, C.F. Møller
Til forslaget er der hentet inspiration fra havnens rige historie og visionen om at skabe en tæt og bæredygtig bydel til fremtiden. Boligerne er sorteret efter type, så bygninger med henholdsvis hotelværelser, kontorer og lejligheder får deres eget udtryk. De forskellige facader er enten åbne eller tætte og laves med forskellige materialer afhængigt af ydre forudsætninger, såsom dagslys, vind og støj.
Tydelige karakterer
– Husene varieres og får deres egen tydelige karakter og typiske havneindslag, hvilket bidrager til at skabe et oplevelsesrigt bybillede. På denne måde styrker arkitekturen det offentlige rum og øger livskvaliteten for beboerne, siger Sara Nilsson, som er arkitekt hos C.F. Møller.
Der skabes nabofællesskab omkring et stort grønt gårdmiljø, og i stueplan kan beboerne samles i eksempelvis motionscentre, værksteder, caféer og restauranter. På taget er der drivhus, soldæk og fælles grønne terrasser til socialt samvær. Terrasser med bede giver plads til farvestrålende planter, som sender et signal om den nye bydels økologiske profil.
Södra Värtan er en del af Norra Djurgårdsstaden og skal udvikles til at blive en bydel med en høj miljøprofil, hvor kontorer, boliger, handel og service samordnes med den eksisterende færge- og krydstogttrafik. Kvarteret Hull har en tydelig miljø- og bæredygtighedsprofil, som er drivkraften i hele projektet. Byggeriet skal gå forrest i udviklingen, når det gælder om at udnytte energi fra solceller, dagslys og søvand samt med hensyn til materialevalg, vandudnyttelse, affaldshåndtering, transport og indeklima.