Sammen med en række af relevante forbund har Kulturministeriet nomineret 12 kandidater til årets idrætspris. På listen er der alt fra professorer til sportsudøvere – og så er der en enkelt bygning.
Det er sket tre gange tidligere, at byggeri er blevet nomineret til en idrætspris. Denne gang er det ferie- og sportscentret Musholm, der er tegnet af AART architects for Muskelsvindsfonden. Det skriver AART i en pressemeddelelse.
– Vi er stolte over, at Parasport Danmark har nomineret Musholm til årets idrætspris. For det vidner om, at vi sammen med Muskelsvindsfonden og et stærkt team af samarbejdspartnere har skabt et sted med potentialet til at løfte livskvaliteten for alle mennesker uanset deres livsvilkår, siger Anders Tyrrestrup, stiftende partner i AART architects, i en pressemeddelelse.
AART har tidligere vundet priser for Musholm. I november fik de to priser da Den Internationale Paralympiske Komite og den Internationale Olympiske Komite kårede de mest inspirerende sportsbyggerier ved en gallafest i Køln. Og i 2016 vandt det hovedprisen ved IAUD Awards i Japan som verdens mest universelt designede bygning.