Arkitema vinder konkurrence i Sverige

Arkitema Architects har vundet den åbne arkitektkonkurrence om et nyt centrum for læring, sport og kultur midt i svenske Linköping. Bygningen kommer til at bestå af en kerne i massivt træ med en skal af glas.
Arkitema Architects skal tegne en kombineret ny skole og kulturhus i Sveriges femtestørste by, Linköping. Visualisering: Arkitema Architects.
Arkitema Architects skal tegne en kombineret ny skole og kulturhus i Sveriges femtestørste by, Linköping. Visualisering: Arkitema Architects.

Arkitema Architects har netop vundet den åbne arkitektkonkurrence om en kombineret ny skole og kulturhus centralt placeret i Sveriges femtestørste by, Linköping. Byen ligger mellem Gøteborg og Stockholm, og med forslaget ‘Laterna Magica’ ønsker Arkitema at skabe et samlende sted for byens 105.000 indbyggere, hvor der bliver plads til læring, sport og kultur.

– Vi er både stolte og ydmyge over, at vores forslag til Nya Kungsberget er blevet valgt ud blandt mange fine forslag. Vores ambition med forslaget er at give uddannelse, idræt og kultur en fremtrædende og naturlig rolle i byen og integrere pladsen foran bygningen med byens kommende og eksisterende pladser og strøg. Med Laterna Magica har vi forsøgt at skabe en bygning, der er både rationel og magisk, enkel og vedkommende. Vi håber, bygningen får en lige så central plads i brugernes liv, som den har i byen, siger segmentchef for læring og associeret partner i Arkitema, Håkan Sandhagen.

Bæredygtige materialer

Laterna Magica vandt arkitektkonkurrencen med følgende udtalelse fra juryen:

– Det vindende forslag præsenterer sig smukt og indbydende mod Drottningstorget. Forslaget skaber helt nye strøg og pladser i byen. Med sin samlende stueetage tilbyder bygningen en unik mødesplads for viden, kultur og idræt.

Hovedbygningen er designet med robuste og bæredygtige materialer, der kan holde i mange år, og som bliver smukkere med årene. Kernen i bygningen bliver et træskelet i massivt træ med en ydre skal af glas, der sikrer meget dagslys til aktiviteterne i huset. Bygningens enkle løsninger er ifølge Arkitema bygbare og fleksible, så de kan ændres efter skiftende behov og give elever, lærere og andre brugere mulighed for at præge det fysiske miljø.

Den nye bygning skal efter planen rumme udskoling, gymnasieskole, kulturskole, to idrætshaller og offentligt tilgængelige lokaler.

Kernen i bygningen bliver et træskelet i massivt træ med en ydre skal af glas. Visualisering: Arkitema Architects.
Kernen i bygningen bliver et træskelet i massivt træ med en ydre skal af glas. Visualisering: Arkitema Architects.
Visualisering: Arkitema Architects.
Visualisering: Arkitema Architects.

Relateret indhold