Arkitekturpris: Aarhusianerne er vilde med ny indgang til gammel by

Aarhus har i dag hædret fire arkitektoniske mesterværker. For første gang uddeles aarhusianernes helt egen arkitekturpris. Vinderen er den nye hovedindgang til Den Gamle By.
Aarhusianerne er så begejstrede for den nye hovedindgang til Den Gamle By, at de har stemt den frem som vinder af Aarhusianernes Arkitekturpris.
Aarhusianerne er så begejstrede for den nye hovedindgang til Den Gamle By, at de har stemt den frem som vinder af Aarhusianernes Arkitekturpris.

Fakta om årets vindere

  • Aarhusianernes Arkitekturpris: Den Gamle Bys hovedindgang
  • Bygherre: Den Gamle By.
  • Arkitekt: Cubo
  • Landskabsarkitekt: DetBlå.
  • Ingeniør: OJ Rådgivende Ingeniører
  • De øvrige nominerede i kategorien: Aros Åpark, Volume Village, Glasalstrup og bebyggelse og byrum omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7.
  • De nominerede til Aarhusianernes Arkitekturpris er udvalgt af en bedømmelseskomité, der repræsenterer et bredt udsnit af byens befolkning.
  • Bedste Bygningsarkitektur: Glasalstrup
  • Bygherre: Realdania By & Byg
  • Arkitekt: Over Byen Arkitekter
  • Øvrige rådgivere: Bertelsen og Scheving Arkitekter samt Arkitekturet v/ Grethe Pontoppidan
  • Rådgivende ingeniør: Jørgen Nielsen
  • De øvrige nominerede i kategorien: Studieboligerne i Universitetsbyen, den nye hovedindgang til Den Gamle By og Æblehaven.
  • Bedste Mellemrum: Bebyggelse og byrum omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7
  • Bygherre: Kilden & Hindby og Bassin7 Erhverv
  • Arkitekter: BIG og Sleth
  • Øvrige rådgivere: Bureau Detours og Gehl Architects
  • De øvrige nominerede i kategorien: New Ark og Made In Aarhus.
  • Stadsarkitektens Særpris: New Ark
  • Bygherre: Arkitektskolen Aarhus
  • Arkitekter: Tideland Studio og Rumgehør Studio
  • Kunstner: Stine Rosdahl-Petersen.

Aarhus Kommune har præmieret arkitekturen siden 1988, men 2023 er første år, aarhusianernes helt egen arkitekturpris er blevet uddelt. Flere end 1.700 aarhusianere har sat kryds ved deres favorit, og med flest stemmer – 659 – blev det den nye hovedindgang ind til Den Gamle By, der løber med prisen.

Stadsarkitekt i Aarhus Kommune, Anne Mette Boye, kan godt forstå, hvorfor så mange aarhusianere har peget på Den Gamle Bys nye hovedindgang som vinder af den første Aarhusianernes Arkitekturpris:

– Den skaber en flot invitation til at træde ind i Den Gamle By. Bygningens åbne facade står særligt smukt om aftenen som en varm lanterne, og når man træder ind i foyeren, løfter den imponerende trækonstruktion sig op over én. Den skaber en varm atmosfære og viser et flot samspil mellem arkitektens idé med bygningen og godt tømrer- og konstruktionsarbejde, siger stadsarkitekten og tilføjer:

– Bygningens bund, gulv og belægning i tegl skaber kobling mellem ude og inde, og samlet står en ny bygning, der både fortæller om det håndværksmæssige arbejde med flot detaljering samt brug af materialer, der patinerer smukt.

Et flot eksempel på en bybygning

Prisen for Aarhus’ bedste bygningsarkitektur går til Glasalstrup, mens bebyggelsen og byrummet omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7 vinder i kategorien byens mellemrum.

Den renoverede erhvervsbygning Glasalstrup i Hasselager vinder prisen for Bedste bygningsarkitektur i Aarhus. Foto: Helene Høyer Mikkelsen
Den renoverede erhvervsbygning Glasalstrup i Hasselager vinder prisen for Bedste bygningsarkitektur i Aarhus. Foto: Helene Høyer Mikkelsen

– Begge projekter udmærker sig ved en særdeles høj arkitektonisk kvalitet. Glasalstrup er et eksempel på et usædvanligt kompromisløst og eksperimenterende erhvervsbyggeri fra slut 60’erne, der er placeret i et afsondret erhvervskvarter. Derfor er det prisværdigt, at bygherre gennemfører en så kompromisløs renovering og bevarer den arkitektoniske kulturarv. Det minder os om, at vi skal være omhyggelige med at se de arkitektoniske perler, der ligger overraskende steder, siger Anne Mette Boye.

Om vinderen på Bassin 7 siger hun:

Bebyggelsen og byrummet omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7 på Aarhus Ø har udviklet sig til en oplagt destination for både aarhusianere og besøgende. Foto: Nykredit
Bebyggelsen og byrummet omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7 på Aarhus Ø har udviklet sig til en oplagt destination for både aarhusianere og besøgende. Foto: Nykredit

– Her er arbejdet konsekvent og omhyggeligt med at bygge området op over tid som en velkommende destination for aarhusianere og besøgende. Det er et flot eksempel på en bybygning, hvor de arkitektoniske greb om bebyggelse, bygninger og byrum går op i en højere enhed. Selv på en regnvejrsdag i november er der et velfungerende byliv, siger Anne Mette Boye.

Se billeder af alle de nominerede her.

New Ark snupper Stadsarkitektens Særpris

Særprisen, som er stadsarkitektens egen, går i år til passagen og kunstværket New Ark, der ligger på Godsbanen mellem Aarhus Arkitektskole på den ene side og private boliger på den anden.

Passagen og kunstværket New Ark ved arkitektskolen på Godsbanen tiltaler stadsarkitekten så meget, at den vinder Stadsarkitektens Særpris.
Passagen og kunstværket New Ark ved arkitektskolen på Godsbanen tiltaler stadsarkitekten så meget, at den vinder Stadsarkitektens Særpris.

– New Ark er et godt eksempel på, at vores mindre smøger og passager rummer et stort potentiale. Her har kunstner og arkitekter sammen skabt et byrum, der er en kritisk kommentar til klimaforandringerne, oversvømmelser og manglende nænsomhed over for landskabet, når vi bygger. Samtidig er det er blevet til en meget smuk passage og opholdsrum, hvor de skinnende redningskranse ligger som perler på en snor og lyser passagen op, siger Anne Mette Boye.

Alle vindere har modtaget en platte i bronze, som er udført af billedkunstner Julie Stavad.

Relateret indhold