Renoveringer i Kødbyen giver resultater

Renoveringer for 75 millioner kroner i Kødbyen har givet resultater i form af blandt andet nye erhvervslejemål i området.
Renoveringer for 75 millioner kroner i Kødbyen, har givet gode resultater. Foto: Krak.dk.
Renoveringer for 75 millioner kroner i Kødbyen, har givet gode resultater. Foto: Krak.dk.

Kødbyen

  • Københavns Kødby ligger på Vesterbro og består af 3 dele; Den Brune, Den Grå og Den Hvide Kødby.
  • Københavns Ejendomme udlejer i dag lokaler til ca. 120 virksomheder og institutioner. Nogle af lejerne fremlejer, så i alt ca. 350 virksomheder og institutioner holder til i Kødbyen.

Københavns Kommune afsatte i 2014-2015 i alt 75 millioner kroner til at udvikle Kødbyen i København, og en ny rapport viser, at investeringen har skabt resultater.

Nu modtager kommunen 700 ansøgninger om året til nye lokaler, og mere end 20 nye lejere er rykket ind i løbet af 2015. Kødbyen har igennem de seneste ti år udviklet sig fra at være et område for fødevareproducenter til et pulserende og attraktivt område for spisesteder, natteliv, kunst og kreative virksomheder. Alene i år har Kødbyen haft 150.000 besøgende til det nye madmarked, viser rapporten fra Københavns Kommune ifølge en pressemeddelelse.

Kødbyen har tidligere været udfordret af tomme kvadratmeter og bygninger i forfald. Derfor afsatte Københavns Borgerrepræsentation i 2014 og 2015 i alt 75 mio. kr. til at udvikle Kødbyen, så det kunne blive mere attraktivt at flytte sin virksomhed til området.

Alt renoveres

De før 20.000 ledige kvadratmeter er i løbet af de senere år blevet til knap 5.000, som er ved at blive renoveret. De forbedrede forhold har betydet, at en lang række nye lejere er blevet en del af området i 2015, herunder nye spisesteder og et nyt madmarked.

– Kødbyen er udviklet i samarbejde med lejere, samarbejdspartnere og brugere af Kødbyen. Det betyder, at vi får vigtige input og skæve idéer fra de mennesker, der rent faktisk bruger Kødbyen – og det er det, der gør Kødbyen til noget helt særligt, siger Mads Uldall fra Københavns Kommune og daglig leder af Kødbyen.

Arbejdet med udviklingen af Kødbyen fortsætter i 2016, hvor Københavns Kommune blandt andet vil lave ny belysning, igangsætte vedligeholdelse og udskiftning af vinduer og implementere den planlagte vagtordning.

Relateret indhold