Siden i fredags er det blevet lettere at være fynsk cyklist. Her blev en ny 2,5 km cykelsti mellem Ollerup og Sørup ved Svendborg indviet. Særligt interessant er den del af stien, der går forbi Hvidkilde Gods.
Her var der nemlig ikke plads til at anlægge stien langs med vejen, og hovedentreprenøren Munck Havne & Anlæg har derfor etableret ca. 200 meter af stien i Hvidkilde Sø. Med den nye cykelsti er der skabt 14 kilometer sammenhængende cykelsti mellem Ulbølle og Svendborg.
Direktør Jens Holmboe fra Vejdirektoratet er glad for, at arbejdet med cykelstien nåede i mål som planlagt:
– Vi har balanceret mange hensyn i projektet, men vi har haft en rigtig fin dialog med lokalområdet og Hvidkilde Gods, og resultatet er blevet virkelig godt. Cykelstien står færdig akkurat som planlagt og lige inden sommerferien, og det er jo fantastisk. Den nye cykelsti kan forhåbentlig trække en masse cyklister ud i den friske luft hen over sommeren.
Seniorer får en af Svendborgs bedste udsigter
Stålbroer med træplanker
Stibroen følger vejdæmningens kurvede form. Udformningen er opnået ved at benytte stålbroer med træplanker som belægning. Det har for det tilknyttede ingeniørfirma, Niras, været vigtigt at tage plankeudformning og udformning af rækværk i betragtning. Disse valg påvirker geometrien af de bærende konstruktioner.
Niras har også rådgivet Vejdirektoratet i forbindelse med de udfordrende geotekniske forhold i Hvidkilde Sø, hvor det er jordbundsforholdene og den begrænsede vanddybde, der har dannet grundlag for valg af funderingsløsning.
Således er broen funderet med forholdsvis store jernbetonpæle på op til 19 meters dybde.
Transportminister Thomas Danielsen siger:
– Cykelstien ved Hvidkilde Gods er en smuk løsning på et svært projekt, og jeg håber, at mange cyklister vil nyde turen over søen. Tidligere har cyklister på strækningen været utrygge, men med den nye cykelbro kan cyklisterne se frem til både bedre sikkerhed og en anderledes cykeltur, hvor der både er vist hensyn til naturen og hentet inspiration fra omgivelserne.
Cykelsti ved Hvidkilde
Adresse: Fåborgvej, 5700 Svendborg
Bygherre: Vejdirektoratet
Ingeniør: Niras
Hovedentreprenør: Munck Havne & Anlæg
Byggestart: August 2023
Afsluttet: Maj 2024
Budget: 50 mio. kr.
Omfang: Projektet omfatter anlæg af en 2,44 km lang cykelsti langs rute 44 Faaborgvej forbi Hvidkilde Gods. Strækningens endepunkter er nær bygrænsen til Ollerup i vest og nær grænsen til Svendborg by i øst ved Sørup. Af konstruktioner er der 800 meter københavnerspuns, to mindre cykelstibroer på 20 meter og en cykelstibro på ca. 200 meter.
Kilde: SMART/Byggefakta