Efter AB 18-reformens indførelse for 6 år siden kan man så småt begynde at se på, om reformen har virket efter hensigten.
Et af de bærende hensyn bag reformen var at reducere antallet af tvister og konflikter for herved at fremme en generel effektivisering og produktivitetsstigning i Danmark. Et af hovedgrebene ved reformen var at indskrive et stort antal reaktionspligter for parterne. Konflikten skal på bordet så tidligt som muligt. Er en part uenig, skal parten reagere ved at ‘give meddelelse’.
Ude på pladsen mener nogen, at dette meddelelsessystem har taget overhånd og lige frem har skabt grobund for endnu flere konflikter, da flere parter f.eks. sender en meddelelse om et krav afsted for en sikkerheds skyld. Det afstedkommer, at alle parter skal bruge tid (og rådgiverkroner) på at besvare meddelelsen. Det kan give den økonomisk stærke part en fordel. De nye konfliktløsningsregler skulle herefter fange uenighederne og afgøre dem på lavest mulige trin, så kun et minimum af uenighederne afgøres i voldgift.
Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg (VBA) har været så venlig at dele lidt statistisk materiale. De følgende konklusioner står imidlertid for min regning.
Læs også: Risikostyring bliver endnu mere vigtigt i 2024
Det er endnu for tidligt at drage skråsikre konklusioner om reformens virkning, da statistikken blandt andet viser, at i 2023 havde kun halvdelen af de sager, som VBA behandler, AB 18 som aftalegrundlag. Der er således stadig meget afløb fra kontrakter med AB 92/ABT 93/ABR 89 som grundlag – om end denne del må være faldende. Men der er dog nogle tendenser omkring konfliktbarometeret, som kan give et praj om, hvilken retning vi bevæger os mod.
Målt på antallet af voldgiftssager, hurtige afgørelser, processuelle tvister og sagsgenstandens størrelse i perioden 2018-2023, er konfliktniveauet samlet set steget. Tvisterne handler om flere penge.
Frem til marts 2024 har den hurtige afgørelse i 2/3 af tilfældene endeligt afgjort tvisten. Den sidste 1/3 indbringes for voldgift. Ved voldgift foretages en fornyet prøvelse af sagen med mulighed for traditionel bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. En voldgiftsret kan derfor nå frem til et helt andet resultat end den hurtige afgørelse. Det er meget centralt for de nye konfliktløsningsreglers succes, at omgørelsesprocenten ikke bliver for høj. Ellers har reformen skabt et fordyrende mellemled. Det er alt for tidligt at drage konklusioner herom, men der er eksempler på, at voldgiftsretten er nået frem til et andet resultat.
Læs også: Når opsagte lejere nægter at flytte: Er det bygherrens eller entreprenørens problem?
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for en hurtig afgørelse er kun 2,5 måned. Det er – også set i internationalt perspektiv – hurtigt. Den for alle ønskelige korte sagsbehandlingstid skal balanceres med, at parterne efterfølgende sidder tilbage med en følelse af, at de har fået betryggende mulighed for at oplyse sagen og fremkomme med deres synspunkter – og ikke mindst, at opmanden leverer en overbevisende juridisk og/eller fagteknisk argumentation for afgørelsen. Den tabende part må ikke sidde tilbage med en følelse af, at juraen og den rette tekniske forståelse er anvendt forkert. Så ryger den straks videre i voldgift.
Der vil stadig skulle gå nogle år, før man kan drage mere sikre konklusioner omkring virkningen af AB reformen. Det gælder både med hensyn til parternes stridslyst, og om vi har fået bedre, billigere og mere effektivt byggeri til aftalt tid.
