Arkitekter går sammen: Kan ikke tænke bygning først og landskab bagefter

Sammenlægningen af Skala architecture og Urbanlab nordic skal styrke rådgivningen i komplekse bygge- og byudviklingsprojekter på tværs af arkitektur, landskab, byudvikling, transformation og naturbaserede løsninger.
I fremtidens byggeri skal vand, mikroklima, biodiversitet, uderum og hverdagsliv integreres i projektet fra dag ét, mener Julie Ankjær, der er partner i Skala architecture. Foto: Skala architecture.

Skala architecture og Urbanlab nordic går sammen i én fælles tegnestue.

Målet er, at bygninger, uderum, klima, biodiversitet, økonomi og hverdagsliv tænkes sammen fra de første beslutninger, og hvor løsningerne både kan realiseres og skabe langsigtet værdi.

Det fælles skridt er et fagligt og strategisk svar på de komplekse opgaver bygherrer, kommuner og samfund står overfor som tættere byer, klimaforandringer, stigende krav til bæredygtighed, presset natur og behovet for byggeri, der giver noget tilbage.

Læs også

By & Havn åbner konkurrence for byudvikling på Amager

Det fortæller Julie Ankjær, der er partner i Skala architecture:

– Vi oplever, at vores kunder i stigende grad efterspørger rådgivning, der samler byggeri, landskab, klima og økonomi tidligere i processen. Med Urbanlab nordic styrker vi netop den evne som en integreret del af vores måde at udvikle projekter på.

Hun påpeger videre, at fremtidens byggeri ikke kan tænkes som bygning først og landskab bagefter. Vand, mikroklima, biodiversitet, uderum og hverdagsliv skal integreres i projektet fra dag ét.

Ikke kun pynt omkring bygningen

Den styrkede landskabsafdeling bygger videre på Skala architectures eksisterende erfaring med landskab, byrum og helhedsorienteret arkitektur og udvider kapaciteten inden for blandt andet boliglandskaber, klimatilpasning, biodiversitet, regnvandshåndtering, helhedsplaner og naturbaserede løsninger.

Læs også

Pumpestation giver godt bud på fremtidens forsyningsarkitektur

Og med Urbanlab nordic får virksomheden en endnu stærkere faglighed i samspillet mellem bygning, landskab, byliv og natur, fortæller Anne Kathrine Aaris Edslev, der bliver ny partner i Skala arcitecture:

– Landskabet er ikke pynt omkring bygningen. Det er dér, hverdagslivet, klimaet, biodiversiteten og stedets kvaliteter mødes. Sammen med Skala får vi mulighed for at bringe landskabet tidligere og stærkere ind i de beslutninger, der former fremtidens byggeri.

Læs også

By & Havn udskriver park-konkurrence ved populær badezone

Anne Kathrine Aaris Edslev bliver samtidig afdelingsleder i København og ansvarlig for landskabsafdelingen sammen med kreativ leder Henrik Ulsfort.

Derudover etablerer Skala architecture en arbejdshub i Aarhus centrum, som bliver et åbent mødested for samarbejdspartnere, kunder og projekter.

Relateret indhold