Når opsagte lejere nægter at flytte: Er det bygherrens eller entreprenørens problem?

Ifm. byomdannelser gennemføres ofte nedrivning af gamle boligblokke og efterfølgende nybyggeri. Indimellem nægter opsagte lejere at fraflytte deres lejligheder med den konsekvens, at entreprenørens maskiner står stille. En nylig afsagt hurtig afgørelse tager stilling til risikofordelingen.

Skåret ind til benet vedrørte sagen spørgsmålet om, hvorvidt den kommunale bygherre havde ret til tidsfristforlængelse efter ABT 18 §40, stk. 1, litra b ‘force majeure’ for forsinkelsen af byggeprojektet, som følge af at opsagte lejere nægtede at fraflytte.

Eller om totalentreprenøren havde ret til erstatning efter ABT 18 §41, stk. 1 litra a (fuld erstatning) subsidiært stk. 2, litra a (erstatning – dog ikke mistet fortjeneste ved ikke at kunne udføre andre arbejder i forsinkelsesperioden).

Læs også: ESG-toget kører videre om 5 minutter

For at kommunen skal have medhold i tidsfristforlængelse på grund af “force majeure”, skal kommunen bevise, at tre betingelser er opfyldt. Arbejdet skal være blevet forsinket som følge af et kvalificeret forhold “krig, usædvanlige naturbegivenheder, brand, strejke, lockout, blokade, hærværk, eller tilsvarende forhold”, som er “opstået uden bygherrens skyld, og som bygherren ikke er herre over”.

Den hurtige opmand var en fhv. højesteretsdommer.

Ikke “force majeure”

Efter totalentrepriseaftalen skulle kommunen stille byggegrunden til rådighed for totalentreprenøren. Eksisterende boligblokke skulle være revet ned og helt fjernet inklusive fundamenter. På tidspunktet for indgåelse af totalentrepriseaftalen var kommunen ikke ejer af byggegrunden, men havde indgået aftale med ejeren, en almennyttig boligforening, om overdragelse af grunden til kommunen. Boligforeningen skulle sørge for nedrivning.

Efter opsigelse af lejeaftalerne anlagde enkelte beboere boligretssager om opsigelsernes berettigelse og var derfor ikke forpligtet til at fraflytte, hvilket udskød byggeriets opstart.

Læs også: Hvad skal det koste at blive klogere? Lær af de mange succesfulde byggerier

Den hurtige opmand fandt, at det ikke var usædvanligt, at enkelte lejere benyttede sig af deres lovbestemte ret til domstolsprøvelse af, om opsigelserne var lovlige. Det forhold havde ikke en sådan usædvanlig karakter, at det kunne sidestilles med de tilfælde, der nævnes i ABT 18 §40 stk. 1, litra b, “krig, usædvanlige naturbegivenheder, brand, strejke, lockout, blokade og hærværk eller tilsvarende forhold”. Allerede derfor forelå der ikke “force majeure”. Derfor var det ikke nødvendigt at tage stilling til, om forholdet var opstået uden bygherrens skyld, og om bygherren var herre over forholdet.

Kun krav på godtgørelse

Den forsinkende hindring, lejernes indsigelser mod opsigelse, skyldes imidlertid ikke, at kommunen har udvist fejl eller forsømmelse (culpa), hvorefter totalentreprenøren ikke havde krav på fuld erstatning, men “kun” havde krav på erstatning bortset fra den fortjeneste, totalentreprenøren mistede ved ikke at kunne udføre andre arbejder i forsinkelsesperioden – det vi i gamle dage kaldte godtgørelse.

Flyver man op i helikopteren kan forholdet sammenlignes med en bygherreleverance, som udebliver (en leverance om at ryddeliggøre et byggefelt). Problemstillingen kan i øvrigt ofte være håndteret i entreprisekontrakten, som en udvidelse til de almindelige regler om bygherrens adgang til tidsfristforlængelse.

Relateret indhold