Corona-pandemien ramte rejse- og hotelbranchen hårdt, og siden har markedet været præget af lav aktivitet.
Men udviklingen er ved at vende, vurderer Nrep, der netop har købt Comfort Hotel på Vesterbrogade i København af et selskab, der er tilknyttet den amerikanske investeringsfond Starwood Capital:
– Markedet er på vej tilbage fra niveauet under Covid-19, og antallet af overnatninger i København er steget betydeligt de senere år – en udvikling, der først og fremmest er båret frem af danske besøgende, forklarer Mohamad Awad, investment director hos Nrep.
Læs også: Søren Tscherning hyldet for sin grønne indsats
Han tilføjer, at aktiviteten fra internationale besøgende også er stigende og nu ligger omkring 10 % lavere end niveauet før pandemien:
– Vi oplever en øget interesse for København som rejsedestination. Der er kommet flere og bedre attraktioner i hovedstaden, som tiltrækker rejsende i ferieperioderne, hvor forretningsaktiviteten er lav. Af disse grunde er vi interesserede i at købe mere indenfor hotelsegmentet.
I 2021 købte den nordiske ejendoms- og byudviklingsinvestor gennem en af sine fonde det tidligere madmarked Westmarket, der ligeledes ligger på Vesterbrogade, og omdannede det til det urbane hotel CityHub.
Stort potentiale for ‘brown-to-green’-investeringer
Comfort Hotel, der erstattede biografen Saga Teatret, er bygget i 1990 og siden ombygget i 2014, og det består af 13.560 m2 fordelt på 399 værelser samt fællesarealer.
Planen er at opgradere ejendommen, så hotellet fremover bliver selvforsynende med grøn energi, og dermed nedbringe bygningens CO2-forbrug.
Læs også: “Et regulært gennembrud” at Mipim kommer til Danmark
Der er afsat i alt 50 mio. kroner til opgraderingen.
Gennem fonden NSF 5 har Nreps moderselskab Urban Partners rejst mere end 27 mia. kroner, som skal investeres i både bolig-, kontor-, logistik- og hotelejendomme under administration.
– Vi ser et stort potentiale for, at de her ‘brown-to-green’-investeringer bliver profitable for både udlejer og lejer, siger Mohamad Awad.