Fællesfonden
- Fællesfonden af 1961 består af 3F, Dansk Metal, Malerforbundet, El-forbundet, Blik & Rør, BAT, DI Byggeri, Teqniq Arbejdsgiverne, Dansk Håndværk, Danske Malermestre og Entreprenørforeningen af 1946.
- Fællesfonden har igangsat et vidensdelingsprojekt kaldet Vision 2030, der samler fondens medlemmer til en fælles temarække, hvor der bliver diskuteret fælles udfordringer og besøgt pionerer, der giver input til fremtidens byggeri.
Bygge- og installationsbranchen har længe hængt i bremsen, når det gælder digitalisering og anvendelse af nye teknologier. Komplekse opgaver, skiftende samarbejdsrelationer og mangfoldigheden i opgaveporteføljen har virket som en barriere for standardisering og digitalisering.
Men en række teknologier er blevet modnet i de sidste år, som kan gøre stor nytte i bygge- og installationsbranchen. Særligt nu, hvor de kommende klimakrav betyder, at vi skal i gang med at indsamle data og dokumentere vores klimapåvirkning.
Det er på tide at sætte turbo på digitaliseringen og gøre vores byggeri mere intelligent.
Det var konklusionen på Fællesfondens temadag i Odense, hvor digitalisering og ny teknologi var på programmet.
Smarte sensorer sparer energi
Sensorer er en teknologi, som allerede findes på hylderne og er klar til at blive taget i brug. Virksomheden GK Danmark har inden for bygningsdrift udviklet en sensorteknologi, som måler bygningers varmeforbrug, elektricitet, vand, indeklima og luftfugtighed, så vi kan tilpasse energiforbruget til bygningens behov og skabe et sundere indeklima.
Det er ikke små besparelser, vi taler om. I klimapartnerskaberne blev det anslået, at vi ville kunne spare 650.000 tons CO2 om året, hvis vi blev bedre til at styre energiforbruget og de tekniske installationer i vores bygninger.
Der er også meget at hente ude på byggepladserne. Når vi begynder at måle på vores energiforbrug, kan vi se, at det sjældent er så rationelt, som vi regnede med. Nogle byggepladser bruger måske endda mere strøm om natten end om dagen på grund af manglende styring. Når vi indsamler viden, bliver vi klogere og kan handle på de indsigter, vi får.
Det er én af erfaringerne fra Contech Labs udviklingsprojekter.
Mindre spild med hyperspektrale kameraer
Hyperspektrale kameraer kan også gøre os klogere på vores bygninger. Kameraerne bruger ultraviolet og infrarødt lys til at scanne bygninger og kan identificere farlige stoffer som asbest.
I dag bliver en masse materiale deponeret på grund af mistanke om asbest, men i virkeligheden indeholder 95% af det farlige affald slet ikke asbest.
Tænk lige over, hvor meget mindre spild vi ville få, hvis vi brugte kameraerne hver gang, vi havde mistanke om asbest.
På samme måde kan vi bruge droner til at inspicere bygninger i højden for at se, om der er revner i betonen, der kræver udbedring. Vi får data hurtigt og let, som vi før ville have brugt dagevis på at indsamle.
Ja, i det hele taget skal vi blive bedre til at håndtere store datamængder og bruge indsigterne til at gøre vores processer mere intelligente.
Bedre arbejdsmiljø med robotter
Den nye teknologi kan også gøre arbejdsdagen lettere. Kobots har udviklet en skærerobot, som kan skære alle typer af plader ude på byggepladsen. Robotten skærer hurtigt og præcist uden støv og gør arbejdet nemmere. Håndværkerne slipper for det hårde arbejde med dyksaven og kan koncentrere sig om at montere pladerne. Processen bliver mere effektiv, og arbejdsdagen mere behagelig.
Robot at Work er gået en anden vej og har udviklet en robot, der hjælper med processerne indenfor præfabrikation i erkendelse af, at byggeriets fysiske rammebetingelser er så forskellige og uforudsigelige, at det er svært at opfinde en robot, som kan bruges i mange forskellige arbejdssituationer.
Begge virksomheder viser vejen til en fremtid, hvor bygge- og installationsbranchen har mere effektive og intelligente processer til glæde for effektivitet og arbejdsmiljø. Og det er vel og mærke teknologier, der findes og kan købes i dag.
Nye teknologier og digitale arbejdsprocesser skal også finde vej til byggeriets erhvervs- og efteruddannelser, for branchens medarbejdere skal klædes på til den nye virkelighed. Det er en erkendelse, som uddannelserne inden for byggeri og tekniske installationer skal arbejde ud fra.
Så lad os komme i gang. Fremtiden tilhører de højteknologiske virksomheder – også indenfor bygge- og installationsbranchen.