En række nye boliger er på vej i området ved Østre Gasværk på Østerbro i København. AP Ejendomme og totalentreprenøren NRE Denmark har netop taget første spadestik til 166 såkaldte small living lejligheder. Lejligheder der først og fremmest er henvendt til unge lejere på 35-50 kvadratmeter.
– Det er sjældent, at man som bygherre får mulighed for at opføre boliger på en så central beliggenhed i hovedstaden. Vi er derfor meget glade for, at vi kan være med til at understøtte behovet for flere mindre boliger i København, fortæller Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme.
– Grunwalds Have har en fremragende placering midt på Østerbro. Der er kort afstand både til Østerbrogades hyggelige handelsliv på den ene side og Nordhavns havneområder på den anden side.
Samtidig med det første spadestik på AP Ejendommes byggeri, var Peter Olsson med til at sætte gang i opførelsen af 57 almene boliger, som AKB kommer til at eje.
Med til opstartsseancen på byggerierne var også indenrigs- og boligminister, Christian Rabjerg Madsen, der bød det blandede kvarter med nye ungeboliger og almene boliger velkommen:
– Det er afgørende, at vores hovedstad har plads til alle – også studerende på SU. Derfor er jeg glad for, at vi med byggeriet får flere nye boliger, ikke mindst flere nye ungdomsboliger og almene boliger. Det er vigtigt for at skabe en blandet by, siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.
Small Living boligerne i Grunwalds Have bliver Svanemærke-certificeret, og boligerne er klar til indflytning i 2024.
Med spadestikket er der også blevet sat gang i opførelsen af en øvesal til teatret, der siden 1979 har holdt til i den nedlagte gastank ved Østre Gasværk.