De kommende to år skal MT Højgaard Danmark renovere 220 almene familieboliger for Køge Boligselskab. Opgaven udføres i samarbejde med totalrådgiver og arkitekt Friis Andersen Arkitekter samt ingeniør Søren B. Nielsen.
Solbakken II indeholder 220 familieboliger, som er 67 år gamle og bl.a. får skiftet vinduer, etableret mekanisk ventilation og monteret udvendige altaner. Derudover opfører MT Højgaard Danmark et nyt fælleshus, og ombygger 36 af boligerne til tilgængelighedsboliger.
En særlig disciplin
Konkret sammensætter MT Højgaard Danmark et multisjak, der foretager alle de nødvendige arbejder i hver bolig i én samlet arbejdsgang, så beboerne ikke oplever, at der går lang tid mellem de forskellige arbejder i deres hjem.
– Vi i MT Højgaard Danmark ser meget frem til samarbejdet med Køge Boligselskab og bygherres rådgiver Fris Andersen Arkitekter på renoveringen af Solbakken i Køge, lyder det fra projektdirektør Morten Steen Steensen, som fortsætter:
– Det at renovere boliger og træde ind i et lejemål, for hvem det er deres private hjem, kræver disciplin. Vores fineste opgaver er et skærpet fokus, udvise ordentlighed, rettidig kommunikation og overholde indgået aftaler mellem alle interessenter. Således vi har færrest mulige arbejdsdage i de enkelte boliger. Det er yderst vigtigt, at vi udviser respekt, når vi træder ind i folks private hjem.