Danmark bygger – Sjælland får blødere vand for 1 mia. kroner

BYGGERIER PÅ VEJ: 1 af i alt 7 vandværker udskiftes, mens de første 2 af 7 ambulancestationer opføres. I Maribo kan håndværkere leje sig ind, og både ved Stop 37 og i Vrangeskov kan folk mødes. I Næstved får man 100 i stedet for 40 almene boliger, og så kommer en klapbro over Guldborgsund.
Vandværket er et af i alt syv værker, der producerer drikkevand til en række kommuner i hovedstadsområdet, herunder København. Visualisering: PLH Arkitekter.
Vandværket er et af i alt syv værker, der producerer drikkevand til en række kommuner i hovedstadsområdet, herunder København. Visualisering: PLH Arkitekter.

Dagens Byggeri tager løbende et overblik over de mest spændende projekter i landets fem landsdele. Med oplysninger hentet fra Byggefaktas omfattende database over den danske byggeaktivitet er her et udvalg af projekter, der igangsættes i løbet af det andet halvår 2023 i Region Sjælland.

Visualisering: PLH Arkitekter.
Visualisering: PLH Arkitekter.

REGNEMARKVÆRKET – BLØDERE VAND TIL HOVEDSTADSOMRÅDET

Værket ved Regnemark i Bjæverskov er fra 1964 og ikke længere tidssvarende.

Derfor ønsker Hofor (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) at udskifte værket med et nyt tidssvarende vandværk med et centralt blødgøringsanlæg og dertilhørende nye drifts- og anlægsbygninger.

Vandværket er et af i alt syv værker, der producerer drikkevand til en række kommuner i hovedstadsområdet, herunder København.

Værket ved Regnemark producerer årligt ca. 14 mio. m3, svarende til 20 % af det drikkevand, som Hofor leverer.

Det nye vandværk forventes at stå færdigt i 2026, hvorefter det skal levere blødere vand til kunderne i hovedstadsområdet.

Når det nye vandværk er taget i drift, nedrives det eksisterende vandværk.

Regnemarkværket – opførelse af vandværk, Bjæverskov // Bygherre: Hofor // Arkitekt: PLH Arkitekter // Ingeniører: Cowi, Krüger og Niras // Entreprenør: DJ Boringer // 6200 m2 // 980 mio. kroner // Start: Nov. 2023 // Slut: April 2027

Visualisering: Maycon.
Visualisering: Maycon.

HUB 48 MARIBO – HER KAN HÅNDVÆRKERE LEJE SIG IND

Hub 48 Maribo er en moderne erhvervspark med en samlet størrelse på ca. 50.000 m2.

I første etape på 8.700 m2 oprettes op til 7 lejeenheder inden for håndværk, hvor hvert lejeareal har større hal-områder samt tilhørende kontorlokaler og opholdsrum. Hver enhed har også en indkørsel i stueplan, og ydermere vil der være tilhørende p-pladser til firmabiler og medarbejderkøretøjer.

Det mindste lejemål starter ved ca. 330 m2 brutto, og det størst mulige lejeareal er ca. 680 m2 brutto. Kombination og leje af flere håndværksenheder vil være muligt.

Desuden rejses fire lejeenheder med et bruttoareal på ca. 1200 m2, inklusiv hal-areal, kontor-og opholdsarealer, til de virksomheder, der har brug for lidt mere plads. Erhvervsenhederne har hver en port i stueplan og et underjordisk kælderareal med læssebro.

Hub 48, 1. etape – opførelse af logistikcenter, Maribo // Bygherre: Peper & Soehne // Totalentreprenør: DS Gruppen // 8.700 m2 // 140 mio. kroner // Start: Sep. 2023 // Slut: Juni 2024

Visualisering: Region Sjælland.
Visualisering: Region Sjælland.

STOP 37 – MØDESTED FOR FOLK PÅ FARTEN

I januar 2021 købte ejendomsudviklingsselskabet Maycon 7.600 m2 stort område, hvor Stop 37 skal ligge – et trafikcenter med stort set alt, hvad hjertet begærer for folk på farten:

Dagligvarebutik, to fastfoodrestauranter, hurtig-ladestationer, tankstation, dobbelt vaskehal, bil-pusleplads, lege- og opholdsarealer, kabinehotel på 800 m2 med ca. 20 værelser, hotel på 3.150 m2 med 75 værelser og restaurant.

Den samlede bebyggelse i Stop 37 bliver brudt op i fem mindre enheder med mindre forskydninger i facaderne. Ønsket er at skabe en bæredygtig bebyggelse, der både i form- og materialevalg forholder sig til stedet, og som er opført i sunde og gedigne materialer. Derfor tænkes en stor del af bebyggelsen opført i hhv. neutrale, røde til mørkerøde tegl med stedvis facadebeklædning i træ.

Stop 37 – opførelse af forretning, tankstation og hotel, Rønnede // Bygherre: Np Stop 37 Rønnede // Arkitekt: JJW Arkitekter // Ingeniør: Moe // Totalentreprenør: 3g Entreprise // 7.600 m2 // 100 mio. kroner // Start: Sep. 2023 // Slut: Sep. 2024

Visualisering: Spektrum Arkitekter.
Visualisering: Spektrum Arkitekter.

AMBULANCESTATIONER – DE FØRSTE 2 AF 7

Region Sjælland har hjemtaget omkring halvdelen af ambulancekørslen i regionen og skal i den kommende tid bygge syv nye ambulancestationer, der hver kommer til at bestå af tre delsektioner – garage, opholdsrum og hvilerum – samt udearealer.

Enhederne til personalet bliver i alt på ca. 2.600 m2, mens garagerne i alt bliver på ca. 1.700 m2.

Stationer fordeler sig i byerne Ringsted, Stege, Faxe, Vordingborg, Haslev, Nørre Alslev og Køge, og de første to projekter starter op på Industriparken 15 i Ringsted og Pilevej 5 i Stege. Begge forventes at stå færdige i marts 2024.

Projektet udføres i to forskellige udbud.

Ambulancestationer Region Sjælland, Enheder til personophold – opførelse af ambulancestationer, Sorø // Bygherre: Region Sjælland // Bygherrerådgiver: WSP Danmark // Totalentreprenør: Jorton // 2.600 m2 // 40 mio. kroner // Start: Aug. 2023 // Slut: Marts 2024

Ambulancestationer Region Sjælland, Garager – opførelse af ambulancestationer, Sorø // Bygherre: Region Sjælland // Bygherrerådgiver: WSP Danmark // Totalentreprenør: Jorton // 1.700 m2 // 25 mio. kroner // Start: Aug. 2023 // Slut: Marts 2024

Visualisering: Trollebo.
Visualisering: Trollebo.

AKTIVITETS- OG NATURHUS – FORSKELLIGHEDER MØDES

Landsbyklyngen Søskovlandet får efter et åbent mødested i form af et nyt aktivitets- og naturhus i Vrangeskov, der byder på mange naturoplevelser med udsigt over Haraldsted Sø.

Aktivitets- og Naturhuset er blandt andet tænkt som et støttepunkt for Pilotnaturpark Ringsted, men skal først og fremmest være et samlingssted for klyngens landsbyer og aktiviteter som sport og motion i det fri, naturlære og de mere stille naturaktiviteter: Her skal forskelligheden kunne mødes og nye venskaber opstå.

Huset skal blandt andet indeholde lokaler med et mindre køkken, undervisningsfaciliteter, toiletter, opbevaring af grej for foreninger, luft til cykler og læ for vejr og vind.

Realdania støtter projektet som en del af kampagnen ‘Mødestedet’, der sammen med Lokale- og Anlægsfonden støtter udviklingen af bedre mødesteder i landsbyklynger.

Aktivitets- og naturhus i Vrangeskov – opførelse af naturhus, Ringsted // Bygherre: Ringsted Kommune // Arkitekt: Spektrum Arkitekter // 100 m2 // 15 mio. kroner // Start: okt. 2023 // Slut: sep. 2024

Foto: Banedanmark.
Foto: Banedanmark.

NYGÅRDSVEJ – 40 BLEV TIL 100 ALMENE BOLIGER

Det oprindelige ønske lød på opførelsen af 40 almene boliger på Nygårdsvej i Næstved.

Men bl.a. pga. stigende byggepriser kunne økonomien ikke hænge sammen, så i stedet blev løsninger opførelse af 100 almene boliger.

Projektet fordeler sig på 66 almene familieboliger med 2 eller 3 værelser og et seniorbofællesskab på 34 boliger.

Selve bebyggelsen er disponeret som tæt/lavt byggeri i fire klynger omkring hvert sit grønne gårdrum.

Dertil kommer opførelse af fælleshuse og anlæg af parkeringspladser.

Nygårdsvej – opførelse af almene boliger og seniorbofællesskab, Næstved // Bygherre: Boligselskabet Trollebo // Arkitekt: Friis Andersen Arkitekter // Ingeniør: Søren B. Nielsen // 7.991 m2 // 188 mio. kroner // Start: Okt. 2023 // Slut: Sep. 2025

NY KONG FREDERIK DEN IX’S BRO – KLAPBRO OVER GULDBORGSUND

Banedanmark opgraderer jernbaneforbindelsen fra Ringsted til Rødby og den kommende Femern-forbindelse, herunder projektet E3006 Ny Kong Frederik den IX’s bro, som bl.a. omfatter etablering af en ny et-sporet banebro syd for den eksisterende Kong Frederik IX’s bro.

Dertil kommer etablering af dobbeltspor ved krydsningen af Guldborgsund i Nykøbing Falster samt tilhørende tilslutninger på Falster og Lolland. Det ekstra spor placeres på den sydlige side af det eksisterende spor.

Frem til underføringen for Prinsholmvej udføres desuden jord- og støttekonstruktioner ind mod Nordic Sugars fabriksanlæg, ved Prinsholmvej suppleres med en ekstra sporbærende bro, og en ny pumpestation etableres som erstatning for en eksisterende.

Ved Kong Frederik IX’s bro opføres en ny enkeltsporet jernbane klapbro umiddelbart syd for den eksisterende, og på Lolland udføres jord- og støttekonstruktioner for det nye spor.

E3006 Ny Kong Frederik den IX’s bro – opførelse af jernbanebro, Nykøbing Falster // Bygherre: Banedanmark // Bygherrerådgiver: Rambøll Danmark // Ingeniør: Cowi // Totalentreprenør: MT Højgaard Danmark // 525 mio. kroner // Start: Okt. 2023 // Slut: Feb. 2027

Relateret indhold