For 100 år siden blev der pakket æg til den store guldmedalje på æggepakkeriet i Randers. Siden har bygningen haft en omskiftelig tilværelse, og trængte derfor til en ekstra kærlig hånd, da de to partnere i ingeniørvirksomheden Reeholm & Bredahl, Jakob Keller og Kristen Skipper, blev præsenteret for stedet.
De faldt for bygningens charme, og så med det samme mulighederne i den historiske bygning, der er bygget i 1923.
– Vi kunne have bygget nyt, men vi ville hellere genanvende en historisk bygning med den charme, den har. Ved at renovere bygningen er vi med til at værne om Randers’ historie, og den tanke passer rigtig godt med vores værdier i virksomheden, fortæller ingeniør Jakob Keller, der har været medejer af Reeholm & Bredahl siden 2010.
Har tænkt over valget af materialer
I dag står den 100 år gamle bygning som et flot eksempel på en bæredygtig renovering, hvor der både er tænk over materialevalg, indretning, belysning og samarbejde med lokale samarbejdspartnere og entreprenører.
– Vi har skrællet ind til det oprindelige med fritlagte bjælker og søjler for at dyrke bygningens originalitet, og så har vi tænkt bæredygtighed og energioptimering ind i alt. Det er i nogle tilfælde dyrere løsninger, men det har været en vigtig prioritering for os, siger Jakob Keller.
Læs også: Aarhus’ gamle æggepakkeri transformeres til boliger og erhverv
Brolagt bygård
Ud over kontorer til ingeniørvirksomheden og enkelte lejere, er der nu også fitnessrum, fælles kantine, konferencerum samt plads til afslapning og hygge i det gamle æggepakkeri.
– Bygningen og den gamle, brolagte bygård, som vi har indrettet hyggeligt og beplantet med større træer, danner en flot og historisk ramme for det daglige liv og for festlige arrangementer, siger Jakob Keller, der har planer om at åbne dele af den charmerende bygning op for arrangementer som konferencer, konfirmationer, runde fødselsdage eller bryllupper.