Sådan sikres afløbssystemer, så rotter ikke indtager bygningen

Rotter findes både over og under jorden, og de er både en smittefare og kan ødelægge bygninger og terræn. Et erfaringsblad fra Fonden Byg-Erfa gennemgår, hvordan afløbssystemer udføres og anvendes for at forhindre, at rotterne trænger fra kloaksystemerne og ind i og ind under bygninger.
Rotter er uvelkomne gæster og kilde til smittefare og alvorlige ødelæggelser på bygninger og anlæg - men svære at holde væk, for de er snu og har superkræfter. Foto: Getty Images.
Rotter er uvelkomne gæster og kilde til smittefare og alvorlige ødelæggelser på bygninger og anlæg - men svære at holde væk, for de er snu og har superkræfter. Foto: Getty Images.

Byg-Erfa

  • Byg-Erfas erfaringsblade er en del af “alment teknisk fælleseje”. De er forfattet af eksterne eksperter samt kvalitetssikret og valideret af Byg-Erfas Teknikergruppe bestående af 9 eksterne eksperter.
  • Fonden Byg-Erfa har siden 1977 virket efter retningslinjer udstukket af: Molio, Byggeskadefonden, Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse (BvB), Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forsikring & Pension, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, Build, og Teknologisk Institut.

Rotter færdes ubesværet i kloaksystemerne og kan klatre op i faldstammerne til femte sals højde.

Samtidig er deres evne til at finde svagheder i et afløbssystem særdeles stor, og de kan gnave gennem alle materialer, der er blødere end jern, f.eks. rør af plast og beton.

De kan trænge gennem revner og sprækker over 20 mm og løfte en rist på 1,2 kg.

– Rotterne graver sig sjældent mere end 0,6 meter ned i terrænet, men det ses ofte, at de har gravet gange op fra kloakledninger, som ligger i 8 meters dybde, fortæller Inge Faldager, seniorprojektleder på Byggeri og Anlæg på Teknologisk Institut.

Fanget på kamera! En rotte kan løfte op mod 1,2 kilo dæksel og klemme sig gennem 20 mm sprækker.  Foto: Byg-Erfa
Fanget på kamera! En rotte kan løfte op mod 1,2 kilo dæksel og klemme sig gennem 20 mm sprækker. Foto: Byg-Erfa

– I kloaksystemer har rotterne ingen naturlige fjender, og der er rigeligt med føde og vand, så rotterne søger især ud for at få tørre redepladser, f.eks. i ubenyttede stikledninger under gulve og på lofter, siger hun.

Inge Faldage er forfatter af erfaringsbladet, ‘Rotter i Afløbssystemer (ID-nr. (50) 23 03 17) fra Byg-Erfa, som denne artikel tager udgangspunkt i.

Afløbsinstallationer i rottesikre materialer

I ældre parcelhusområder er der typisk mellem 1-6 rotter for hver 100 m hovedledning. I tættere boligområder er der op mod 5-10 rotter pr. 100 m hovedledning.

Rotterne lever i familiegrupper og bevæger sig kun inden for områder på 50-100 meter. De formerer sig hurtigt – et rottepar kan blive til over 800 rotter på et år.

Ud over ødelæggelser på bygninger kan rotter overføre en række livsfarlige sygdomme til mennesker, f.eks. salmonella og Weils syge.

Alt blødere end jern kan skarpe rottetænder nemt gnave igennem. Her en samling af gennemhullede rør af plast og beton. Foto: Byg-Erfa.
Alt blødere end jern kan skarpe rottetænder nemt gnave igennem. Her en samling af gennemhullede rør af plast og beton. Foto: Byg-Erfa.

Smitten spredes via rotternes urin, og når de trænger ind i boliger, sygehuse og bygninger for levnedsmiddelindustrien, indebærer det derfor sundhedsrisiko for mennesker, anviser erfaringsbladet.

– Rotter i kloaksystemer kan ikke udryddes, men de kan hindres i at trænge ud af kloaksystemet og ind i bygninger. Rotterne gnaver sig sjældent ud gennem afløbssystemer, der er korrekt opbygget af fejlfri materialer og med korrekt samlede rør. Fejlfri kloaksystemer af plastmaterialer er normalt ikke mere udsatte for rotteangreb end kloaksystemer af beton eller glaseret ler, forklarer Inge Faldager.

Lovgivning og bekæmpelse

Bygningsreglementet foreskriver, at bygninger skal udføres sundhedsmæssigt forsvarligt. Derfor skal rotter hindres i at trænge ud af afløbssystemerne og ind i og ind under bygninger.

DS 432 Afløbsinstallationer angiver regler og gode råd med henblik på sikring mod, at rotterne trænger ud af afløbssystemerne.

Regler om forebyggelse og bekæmpelse af rotter generelt beskrives i Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, BEK nr. 2307 af 06/12/2021, Miljøministeriet, 2021 – og Vejledning om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, Miljøprojekt nr. 2086, Miljøstyrelsen, 2019.

– Opdager man rotter, skal kommunen straks kontaktes, så der kan foretages de nødvendige undersøgelser og bekæmpelse. Den mest effektive bekæmpelse er at fange rotterne i fælder og derefter finde eventuelle fejl i bygningen eller kloaksystemet og sørge for udbedring af fejlene, siger Inge Faldager.

– I bygninger foretages rottebekæmpelse ikke med gift, fordi det medfører risiko for meget langvarige lugtgener fra døde rotter under gulvet og i andre utilgængelige konstruktioner, slutter hun og henviser til erfaringsbladet for yderligere viden om forebyggelse, rottespærrer, giftfri bekæmpelse, ledningsfald, kapacitet og meget mere.

Find erfaringsbladet ‘Rotter i Afløbssystemer (ID-nr. (50) 23 03 17) her:

Relateret indhold