Rekordmange bofællesskaber for seniorer – og der er brug for mange flere

Rekordmange nye boliger i seniorbofællesskaber forventes at åbne i 2023. Udviklingen skyldes blandt andet, at en række af de store bygherrer er begyndt at opleve den stigende efterspørgsel, og Realdania håber, at endnu flere lader sig inspirere af udviklingen.
Seniorbofællesskabet i Ringkøbing er ét af i alt ni seniorbofællesskaber, som Realdania udvikler rundt omkring i landet inden for initiativet 'Rum og fællesskaber for ældre'. Foto: Steffen Stamp.
Seniorbofællesskabet i Ringkøbing er ét af i alt ni seniorbofællesskaber, som Realdania udvikler rundt omkring i landet inden for initiativet 'Rum og fællesskaber for ældre'. Foto: Steffen Stamp.

Antallet af danskere i aldersgruppen 65 år og derover er i dag på lidt over 1,2 millioner – og om bare ti år forventes det tal at være steget med ca. 200.000.

Samtidig viser en kortlægning fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd i 2016, at flere end 80.000 ældre var interesserede i at flytte ind i et seniorbofællesskab. Det antal vil kunne vokse til 140.000 i 2040.

I 2019 blev det vurderet, at der i gennemsnit står 34 personer på venteliste til hvert seniorbofællesskab i Danmark.

Læs mere: 200.000 flere seniorer: Efterspørgslen på seniorboliger er næsten umættelig

Nu viser en ny kortlægning, som Realdania har fået foretaget af analysevirksomheden Methods, at der i 2022 åbnede 24 nye seniorbofællesskaber med knap 1.000 nye boliger.

Og udviklingen ser ud til at fortsætte i 2023, da 27 nye seniorbofællesskaber med i alt 1.376 nye boliger er planlagt til at åbne – det højeste antal nye boliger i et enkelt år nogensinde:

Mens antallet af seniorbofællesskaber i 2016 var 219, er tallet steget til mindst 385 i 2023.

– Det er meget glædeligt, at vi ser så mange nye seniorbofælleskaber skyde op rundt om i landet. Etableringen af seniorbofællesskaber stod i mange år stille, men det tegner til, at der er en udvikling, der er vendt helt på hovedet. Det skyldes ikke mindst en række af de store bygherrer, der nu ser efterspørgslen efter boliger, hvor seniorer bor sammen, siger adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård.

En indsats, der bærer frugt

Realdania håber, at udviklingen kan inspirere andre bygherrer til at opføre flere bofællesskaber for seniorer. For behovet er stort – på flere fronter:

Undersøgelser foretaget af foreningen viser, at det at bo sammen med andre kan være med til at afhjælpe ensomhed. Hele 93 % af beboerne i seniorbofællesskaber fortæller, at de oplever øget livskvalitet, og 76 % oplever bedre sociale relationer.

Læs også: Fjordudsigt og fællesskab – boligbyggeri til seniorer går i gang

Blandt andet derfor har Realdania i indsatsen ‘Rum og fællesskaber for ældre’ støttet udviklingen af en række bofællesskabsprojekter i hele landet.

– Det er en indsats, der ser ud til at have båret frugt, siger Jesper Nygård.

– Kombineret med en strømning i tiden, hvor flere søger i retning af fællesskaber, hvad enten man er ældre eller børnefamilie. Det at bo sammen med andre – være en del af et hverdagsfællesskab – kan være med til at forebygge ensomhed. Og alt peger i retning af, at efterspørgslen på denne type bolig ikke falder.

Ifølge Dansk Statistik vil hver fjerde dansker i 2040 være over 65 år.

Relateret indhold