The Silo på Nordhavn i København stod færdig i 2017, og har allerede høstet international anerkendelse. Ny også med det internationale medie Architizers A+ Honoree Award for ‘Best Project of the Year 2018’.
COBE modtager prisen, da The Silo, ifølge juryen, er et pragteksempel på en tranformation og et foregangseksempel på, hvordan man kan revitalisere bydele.
– Vi er meget taknemmelige for at modtage Architizers ærespris for The Silo i Nordhavn, som årets bedste projekt. Det betyder meget for os, og vi er meget stolte af at få denne internationale anerkendelse, hvilket bekræfter os i, at det både er værdiskabende for borgere, byen og arkitekturen at give nyt liv til gamle bygninger, der ellers skulle rives ned? siger Dan Stubbergaard, grundlægger og Arkitekt MAA, Cobe.
Internationa konkurrence
I år har A+Awards modtaget over 5.000 bidrag fra mere end 100 lande. Juryen har valgt en vinder i 98 kategorier, derudover er der udvalgt en ‘public choice winner’ i hver kategori baseret på over 400.000 stemmer fra hele verdenen. Desuden har Architizer udvalgt 4 projekter som årets bedste – heriblandt altså The Silo.
Architizer A+Awards er verdens største prisuddeling, der fejrer årets bedste arkitektur og design. Missionen med prisen er at styrke forståelsen af meningsfuld arkitektur rundt omkring i verden og potentialet for arkitekturens positive indvirkning på dagligdagen.
Fra silo til bolig
Den 10.000 kvadratmeter store silo består både af boliger og offentlige funktioner, og det arkitektoniske koncept for omdannelsen af siloen har handlet om at bruge det oprindelige potentiale og bevare og forbedre siloens særpræg.
– Med transformationen er The Silo blevet pakket ind i en ny facade, der opgraderer den tidligere industribygning til de nuværende standarder. Men siloens eksisterende interiør er bevaret så meget som muligt, hvor den rå industrielle arkitektur er et synligt element, siger Dan Stubbergaard.
Forvandlingen af den gamle kornsilo er sket i et tæt partnerskab mellem Cobe og bygherrerne, Unionkul ved Klaus Kastbjerg og NRE Denmark A/S, der også har haft rollen som totalentreprenør.
– Det er en stor anerkendelse at modtage Architizers ærespris for bedste projekt 2018. Vi havde en drøm om at bevare et af Nordhavns unikke vartegn og bringe det ind i en ny tidsalder. Vi mener selv, det er lykkedes, og det bliver bekræftet med denne pris. Vi har også kunnet se det på efterspørgslen, særligt på lejligheder på omkring 200 kvadratmeter. Det er også størrelsen på de tre sidste og måske allermest attraktive lejligheder øverst i bygningen, hvor vi som afslutning på indsatsen bad Cobe stå også for den detaljerede indretning, siger Klaus Kastberg og henviser til tre special edition lejligheder.
The Silo er ligeledes blandt de seks nominerede til Renoverprisen 2018. Vinderen afsløres 6. september.