Skærper CO2-krav: Udbuddet af Lynetteholms fase 2 skydes i gang

By & Havn sætter nu gang i prækvalifikationen af de entreprenørvirksomheder, som ønsker at byde ind på at anlægge den sidste del af Københavns nye halvø og stormflodssikringsprojekt.
Første fase af Lynetteholms perimeter og stormflodssikring er nu kommet helt oven vande og vil som planlagt stå færdig i løbet af den næste måned. Foto: By & Havn.
Første fase af Lynetteholms perimeter og stormflodssikring er nu kommet helt oven vande og vil som planlagt stå færdig i løbet af den næste måned. Foto: By & Havn.

Nu kan entreprenører fra både ind- og udland byde på anden fase af Lynetteholms perimeter og kystlandskab.

Første fase af Lynetteholms perimeter og stormflodssikring er nemlig kommet helt oven vande og vil som planlagt stå færdig i løbet af den næste måned, hvorfor bygherre By & Havn er klar til at sætte gang i prækvalifikationen af de entreprenørvirksomheder, som ønsker at byde ind på at anlægge den sidste del af Københavns nye halvø og stormflodssikringsprojekt.

Bygherre har opdelt fase 2 i tre entrepriser, som alle i hovedtræk omfatter Lynetteholms østlige, vestlige og nordlige perimeter, der til sammen udgør den sidste fase af Lynetteholms samlede omkreds.

Læs også: Lynetteholms havbund sendes i høring: Skal ikke længere klappes ud ved Køge Bugt

Sammenlignet med udbuddet af fase 1 vil By & Havn i udbuddet af fase 2 stille skærpede krav til, at entreprenørerne gør deres yderste for at reducere deres CO2-udledning hele vejen igennem anlægsarbejdet, fortæller havnebygmester og anlægschef i By & Havn, Hans Vasehus:

– Det bliver et krav, at entreprenørerne gennem hele anlægsprojektet skal føre et CO2-regnskab, der med faste mellemrum revideres ved ekstern revision. På den måde vil vi tidligt kunne identificere et overforbrug, så ændringer vil kunne nå at blive gennemført undervejs i projektet, siger havnebygmester og anlægschef.

Fra 10 til 15 % bæredygtighed

Bygherren er opmærksom på, at branchen løbende bliver klogere på, hvordan man kan optimere arbejdet for at reducere CO2-udledning, og derfor bliver en del af entreprenørernes opgave også løbende at komme med forslag til, hvordan projektets bæredygtighedsprofil kan styrkes yderligere.

I forbindelse med udbuddet af Lynetteholms fase 1 vægtede bæredygtighed 10 % ved evalueringen af tilbuddene. I udbuddet af fase 2 har By & Havn valgt at hæve denne vægtning til 15 %.

Det betyder, at interesserede entreprenører i endnu højere grad kommer til at konkurrere på at kunne bygge så CO2-venligt som muligt.

Infomøde for danske og udenlandske entreprenører

Forud for prækvalifikationen har By & Havn oplevet stor interesse for udbuddet af fase 2 og afholdt et informationsmøde for markedet, hvor flere både danske og udenlandske entreprenørselskaber deltog.

Udbuddet af fase 2 er i dag blevet offentliggjort på EU’s udbudsportal, og ansøgningsfristen for prækvalifikation er den 4. maj 2023.

Bygherre forventer at kunne offentliggøre de prækvalificerede selskaber midt maj, og tilbudsfristen for at byde på entrepriserne er fastsat til primo august.

Endelig kontraktindgåelse ventes at ske primo september med forventet anlægsstart oktober 2023.

Relateret indhold