Skolen i Sydhavnen vinder den åbne kategori ved Årets Byggeri

Skolen i Sydhavnen blev tidligere på efteråret kåret til årets skolebyggeri, og nu bliver den hædret som Danmarks bedste byggeri i 2015.
Skolen i Sydhavnen blev tidligere på efteråret udråbt til årets skolebyggeri, og nu bliver den hædret som Danmarks bedste byggeri i 2015. Foto: Stamers Kontor.
Skolen i Sydhavnen blev tidligere på efteråret udråbt til årets skolebyggeri, og nu bliver den hædret som Danmarks bedste byggeri i 2015. Foto: Stamers Kontor.

Skolen i Sydhavnen

  • Tresporet skole med ca. 840 elever fra 0.-9. klasse og fritidsordning til 264 børn.
  • Omkostninger har kostet ca. 440 mio. kr.
  • Skolen er i fem etager med 10.000 kvm samt en idrætssal på ca. 700 kvm med tribune og en mindre sanse- og tumlesal.
  • Skolens udearealer er udformet som en stor lege- og opholdspark med særligt fokus på vand og teknik. På tagene er der lege- og opholdsarealer.

– Skolen i Sydhavnen er et enestående nybyggeri med smuk arkitektur og håndværk af høj kvalitet. Skolen passer perfekt ind i det omkringliggende byrum og skaber unikke muligheder for fx at inddrage havnen i undervisningen. I København lægger vi stor vægt på, at eleverne har de bedste fysiske rammer, som styrker undervisningen i folkeskolen, og jeg er glad og stolt over, at vores høje ambitioner for skolebyggeri hædres, siger overborgmester Frank Jensen i forbindelse med, at Skolen i Sydhavnen er blevet tildelt titlen som Årets Byggeri i den åbne kategori.

Skolen i Sydhavnen, der er tegnet af JJW Arkitekter, har et særligt fokus på det naturvidenskabelige, og med sin beliggenhed ved vandet fokuseres der specielt på det maritime. Og det er netop byggeriets sammenhæng med lokalområdet, som dommerkomiteen har lagt vægt på.

Skolen i Sydhavnen på én gang uddanner og skaber sammenhængskraft i sit nærmiljø med sin åbne adgang og alsidige brugsmuligheder.

Dommerkomiteen

– En skole, der danner skole. I arkitekturen, indretningen, rammerne for læring og samspillet med det omgivende samfund. Skolen i Sydhavnen på én gang uddanner og skaber sammenhængskraft i sit nærmiljø med sin åbne adgang og alsidige brugsmuligheder, begrunder dommerkomiteen valget med.

Mange skolebyggerier

Københavns Kommune bygger og renoverer skoler som aldrig før. Siden 2010 er der sat 2,2 mia. kr. af til helhedsrenovere 40 skoler, og der er brugt 3,8 mia. på nye skolebyggerier og skoleudvidelser med samlet i alt 41 nye skolespor – herunder den nye Skolen i Sydhavnen. Alene i Københavns Kommunes budgetaftale for 2016 blev der sat 700 mio. af til at renovere flere Københavnske skoler. Skolebyggerierne skal leve op til en række krav til funktionalitet, pædagogik og arkitektur, så byggerierne sker i tråd med det læringsgrundlag, der ligger i skolereformen.

– Skolen i Sydhavnen inddrager omgivelserne, når eleverne skal lære nyt. Og når det nye havnebassin er klar til sommer, skal eleverne med vandkikkerter og fiskenet lære om naturen og livet i vandet. Jeg forstår godt, at skolen endnu engang bliver præmieret for at være Teglholmens naturlige samlingspunkt, siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V).

Det er magasinet Byggeri, der har indstiftet hædersprisen Årets Byggeri, som hvert år sætter fokus på årets bedste byggerier i Danmark. Det er første gang, at prisen gives til en folkeskole.

Relateret indhold