Aarhus-entreprenør bygger BIG-boliger i København

Cj Group Aarhus skal opføre 65 boliger for Lejerbo - samt en udvidelse for Terma.
BIG har tegnet boligprojektet for Lejerbo. Visualisering: BIG.
BIG har tegnet boligprojektet for Lejerbo. Visualisering: BIG.

Entreprenørfirmaet Cj Group Aarhus A/S spænder vidt, både geografisk og i typer af byggerier. To af de seneste opgaver er således bygge-entreprisen på 65 lejligheder fordelt på fem etager i Københavns Nordvest-kvarter – samt godt 3300 kvadratmeter nye produktionslokaler for Terma i Grenå.

– Opgaverne viser virkelig vores spændvidde. Vi har i forvejen stor erfaring med bolig- og institutionsbyggeri, også når det gælder renoveringer, og vi mærker samtidig en stadigt større interesse fra erhvervslivet, der er ved at vågne efter krisen, siger direktør Knud-Erik Kjær, Cj Group Aarhus A/S.

Gennem længere tid har vi gået efter spændende erhvervsopgaver af en vis volumen, og med Terma har vi i dén grad fået begge dele.

Direktør Knud-Erik Kjær Cj Group Aarhus A/S

Rykind i København

De 65 lejligheder på Dortheavej i København, hvor Lejerbo er slutbruger, er tegnet af tegnestuen BIG Bjarke Ingels Group.

– Det gør selvfølgelig kun projektet endnu mere spændende. BIG er synonymt med iøjnefaldende, moderne arkitektur af høj kvalitet, og alene af den grund er der allerede på forhånd stor opmærksomhed, selvom vi ikke sætter spaden i jorden før engang i 2016. Samtidig er det vores første, større byggeprojekt i hovedstaden, hvor vi hidtil har været mest synlige i Jylland, så vi er meget stolte over at blive udvalgt til opgaven, siger Knud-Erik Kjær.

Cj Group Aarhus A/S er imidlertid skarpe på andet og mere end arkitekttegnede lejligheder. Også virksomheder i fremdrift og med konkrete pladsbehov får den hjælp, de har brug for – f.eks. Terma i Grenå.

Virksomheden, der både leverer komponenter til forsvarsindustrien og til den civile luftfart, har netop påbegyndt en udvidelse, hvor Cj Group vandt licitationen til et tocifret millionbeløb. Arbejdet er netop gået i gang og første fase af udvidelsen skal stå klar til sommeren 2016.

– Gennem længere tid har vi gået efter spændende erhvervsopgaver af en vis volumen, og med Terma har vi i dén grad fået begge dele, siger en tilfreds Knud-Erik Kjær.

Gazelle igen

Den stabile vækst kan også ses på væggen på hovedkontoret i Hårup nordvest for Aarhus. Her hænger det synlige bevis på, at Cj Group Aarhus A/S for andet år i træk er kåret som gazelle-virksomhed af dagbladet Børsen.

– Et skulderklap af den karakter er altid dejligt, især fordi vi bliver kåret for andet år i træk. Det vidner om solid og stabil vækst og at fundamentet er på plads, siger Knud-Erik Kjær.

Relateret indhold