Retten i Svendborg
- Konsortium: CASA (opførelse) og DEAS (drift og vedligehold), PensionDanmark, PKA, Sampension (investorer)
- Projektsum: ca. 175 mio. kr.
- Arkitekt: KPF Arkitekter
- Rådgivende ingeniør: COWI
- Bestiller: Bygningsstyrelsen
- Areal: 4.000 m2 fordelt på to etager. Retten rummer syv retssale og en førstesal med mødelokaler og kontorområde.
- Forventet ibrugtagelse: juni 2016
- Placering: Christiansvej i Svendborg
Som Dagens Byggeri tidligere har omtalt, skal Svendborg have en ny retsbygning – der opføres som et OPP-projekt. Nu er byggestart ved at være på trapperne, og fredag 17. april tager borgmester Lars Erik Hornemann og retspræsident Anni Højmark således første spadestik til byggeriet.
Den 4.000 kvadratmeter store retsbygning med syv retssale opføres af Team OPP – et konsortium, der består af entreprenørkoncernen CASA, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt investorerne PensionDanmark, PKA og Sampension.
Den nye byret har været mange år undervejs, men nu får den sydfynske retskreds endelig sin egen retsbygning.
Anni Højmark Retspræsident ved Retten i Svendborg.
Ved at udføre byggeriet og drive bygningen som OPP er det meningen, at Bygningsstyrelsen er sikret et projekt, der afleveres til tiden, til den rette pris og med en sikker drift og optimalt vedligehold.
Konsortiet har ansvar for hele projektet, både investering, byggeri og for den efterfølgende drift og vedligeholdelse. Bygningsstyrelsen betaler så til gengæld en fast leje de første 20 år, fra bygningen er klar til ibrugtagning. Derefter overtager de selv ejerskab samt drift og vedligehold af bygningen.
Står klar i 2016
Medarbejdere og borgere kan se frem til at tage den nye retsbygning i brug allerede den 1. juni 2016 – kun halvandet år efter, at Folketingets Finansudvalg godkendte bevillingen.
– Vi glæder os meget over, at byggeriet nu går i gang. Den nye byret har været mange år undervejs, men nu får den sydfynske retskreds endelig sin egen retsbygning. Den bliver en fantastisk ramme om vores aktiviteter og synliggør, at vi arbejder tidssvarende og professionelt for ret og retfærdighed, siger Anni Højmark, retspræsident ved Retten i Svendborg, i en pressemeddelelse.
Den nye bygning bliver arbejdsplads for rettens godt 40 medarbejdere, der i dag sidder fordelt på flere adresser i Svendborg.