Aart vil inspirere med nybygget projekt

Musholm er verdens mest tilgængelige feriecenter for mennesker med handicap og er allerede inden indvielsen blevet hædret for sin unikke arkitektur.
Udbygningen af Musholm har kostet over 100 mio. kr. Foto: Kirstine Mengel.
Udbygningen af Musholm har kostet over 100 mio. kr. Foto: Kirstine Mengel.

Med 100 millioner kroner i støtte fra landets største fonde har Muskelsvindfonden udbygget ferie- og konferencecenret Musholm med en ny multihal, restaurant, konferencefaciliteter og 24 ferieboliger. Udbygningen er tegnet af Aart Architects i samarbejde med Karin Bendixen, BSAA UrbanLAB og Keinicke & Overgaard Arkitekter og sætter nye standarder for arkitektur til mennesker med handicap. Det oplyser Aart Architects.

– Med udbygningen giver vi liv til Muskelsvindfondens vision om at styrke livskvaliteten for mennesker med handicap ud fra tanken om at give plads til forskelle. Vi føjer nye oplevelser til Musholm – blandt andet ved at udfordre den traditionelle opfattelse af tilgængelig arkitektur. I stedet for at udligne forskelle giver vi rum til forskellige oplevelser, så besøgende uanset handicap får mulighed for at udfolde sig fysisk og udfordre egne grænser, siger Anders Tyrrestrup, partner i Aart Architects.

Med udbygningen giver vi liv til Muskelsvindfondens vision om at styrke livskvaliteten for mennesker med handicap ud fra tanken om at give plads til forskelle.

Anders Tyrrestrup Partner i Aart Architects

Inspirerer og udfordrer

– Multihallen er et godt eksempel på, hvordan vi har tænkt tilgængelighed som et kreativt benspænd til at inspirere og udfordre de besøgende. Med afsæt i en tæt dialog med nutidige og fremtidige brugere har vi for eksempel skabt en oplevelsesrampe, der slynger sig rundt om hallen, byder på et væld af aktivitetszoner og kulminerer i et udsigtsrum, hvorfra Musholms fantastiske beliggenhed ved Storebælt åbenbares, forklarer Anders Tyrrestrup.

Multihallen er omdrejningspunktet for det nye Musholm, og blandt de mange aktiviteter er verdens første kørestolstilgængelige svævebane. Ud over et eldorado af sports- og bevægelsesaktiviteter giver multihallen også mulighed for konferencer og kulturoplevelser, hvorfor dagslys, akustik og stoflige materialer er vægtet højt i designet af hallen.

Prisbelønnet arkitektur

Allerede inden indvielsen har udbygningen af Musholm tiltrukket opmærksomhed. Den 25. september modtog udbygningen således Slagelse Kommunes Bygningspræmiering 2015 for på fornem vis at tilpasse sig den eksisterende arkitektur, udnytte stedets unikke beliggenhed i kystlandskabet ved Storebælt og fremme livskvaliteten for mennesker med handicap.

– Musholm er banebrydende og unik på flere måder og måske det eneste byggeri i Norden, der på naturlig og smuk vis formår at integrere tilgængelighedskravene gnidningsløst i arkitekturen. Her findes et sjældent byggeri, der gør en dyd ud af at skabe smukke rum for alle og nye fysiske muligheder for bevægelseshæmmede, uden at skilte med det, fremhæver bedømmelseskomiteen blandt andet.

Musholm bruges også til konferencer, hvorfor Aart Architects har haft stort fokus på både akustik og dagslys. Foto: Kirstine Mengel.
Musholm bruges også til konferencer, hvorfor Aart Architects har haft stort fokus på både akustik og dagslys. Foto: Kirstine Mengel.

Relateret indhold