SLA vinder stort projekt på Østerbro

Østerbro skal klimasikres, og det bliver københavnske SLA, der skal stå for byfornyelsen.
SLA skal designe Københavns første klimatilpasningsdygtige kvarter. Illustration: SLA.
SLA skal designe Københavns første klimatilpasningsdygtige kvarter. Illustration: SLA.

Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads

  • Ydelse: Landskabs- og byrumsdesign
  • Bygherre: Københavns Kommune
  • Designperiode 2015
  • Realisering 2016-
  • Areal 34.900 kvm.
  • Samarbejdspartnere: Alectia og Jens Rørbech

– Vi er enormt glade for endelig at kunne fortælle, at vi har vundet konkurrencen om et af Københavns fremtids vigtigste projekter: Det første klimatilpasningsdygtige kvarter i byen, Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads.

Sådan skriver SLA på sin hjemmeside i forbindelse med opgaven, der skal munde ud i skabelsen af Københavns første klimatilpasningsdygtige kvarter.

Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads handler om klimatilpasning – men også om alt det, der gør livet i byen værd at leve.

SLA

Skt. Kjelds Kvarter på Ydre Østerbro er udpeget som udstillingssted for klimatilpasning i Københavns Kommune og skal blandt andet vise, hvordan et helt bykvarter bliver forberedt til fremtidens kraftige regnskyl. Her skal landskabelige kanaler lede de stigende regnvandsmængder væk, samtidig med at gaderne bliver grønnere at færdes i. Der skal både opsamles, nedsives og anvendes regnvand i projektet, som dermed vil aflaste de københavnske kloakker. Desuden er det i det oprindelige visionskatalog anført, at der som en del af projektet også skal etableres skybrudsveje, der kan lede vandet ud i havnen, når skybrud, som det der ramte Københanvn 2. juli 2011, finder sted.

Brug naturen i byen

SLA’s vinderforslag hedder ‘Brug Naturen i Byen’ og kombinerer grønne regnvandsløsninger med en forskelligartet bynatur i et københavnsk og stedsspecifikt urbant design. Forslaget bygger på at sidestille det byggede og det groede, det rationelle og det æstetiske, samt det målbare og det mærkbare i en københavnsk balance.

Skt. Kjelds Kvarter er et asfalttungt kvarter med 24.000 beboere og over 10.000 arbejdspladser på bare én kvadratkilometer – og hvor det er sparsomt med grønne områder, og SLA’s vinderforslag lægger op til, at der nu skabes nye oplevelser i byen.

– Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads handler om klimatilpasning – men også om alt det ekstra, vi kan få ud af at klimatilpasse vores by: Det blå, det grønne, det sunde, det aktive og det sociale. Kort sagt: Alt det, der gør livet i byen værd at leve, skriver SLA.

Forslaget fra SLA er blevet til i samarbejde med Alectia og Jens Rørbech.

Skt. Kjelds Kvarter er et asfalttungt kvarter, som nu kan se frem til væsentligt flere grønne arealer. Illustration: SLA.
Skt. Kjelds Kvarter er et asfalttungt kvarter, som nu kan se frem til væsentligt flere grønne arealer. Illustration: SLA.

Relateret indhold