Den norske Bewi-koncern, som udvikler og fremstiller EPS-produkter til blandt andet bygningsisolering, har i forbindelse med, at man har købt fire danske flamingo-fabrikker, nu etableret sig i Danmark med en division af Bewi Insulation, som vil markedsføre et bredt sortiment af koncernens isoleringsprodukter.
– Bewi har omfattende kompetencer og stor kapacitet inden for disse produkter, og naturligvis finder koncernen det nu oplagt at gå ind på det danske marked, der hidtil har ligget uudnyttet i Norden, lyder det fra salgschef Finn Brødløs, Bewi lnsulation Denmark, i en pressemeddelelse.
– Vi vil gerne tilbyde innovation til byggeindustrien, og vores hovedsigte er at sælge komplekse materialer, der kan tilgodese de stadigt stigende krav til isoleringsevne og energiudledning, som nye byggeregulativer løbende stiller ved både renovering og nybygning. For eksempel rummer de nye 2020-regler krav om energiudledning på det enkelte byggeri, hvilket betyder behov for at udvikle nye løsninger, fortsætter han.
Mange løsninger
Materialesortimentet spænder hos BEWi lnsulation også bredt – fra hvid EPS med lambdaværdier fra 0.041-0,033, over grå EPS, der har en 20procent bedre isoleringsevne (Lambda-værdi helt ned til 0.030), til XPS (ekstruderet polystyren) samt PIR (Polyisocyanurate), oplyser producenten.
Sidstnævnte beskriver Finn Brødløs som et innovativt, højeffektivt og relativt nyt isoleringsmateriale, som opfylder stigende krav, og som Bewi Insulation vil satse stærkt på. Materialet kan fås med mange forskellige overflader, som for eksempel aluminium, papir/aluminium, glasflis, bitumen/glasflis eller sågar med en færdigmonteret gipsplade.
– PIR har en meget høj isoleringsevne med en Lambda-værdi mellem 0,028 til 0,020, og det kan for eksempel anvendes de steder, hvor man har behov for ekstra effektiv isolering på mindre plads, eksempelvis i hulmursisolering, facadeisolering, tagisolering og til efterisolering indvendigt i boligen. Endvidere fungerer det godt som isolering i præfabrikerede facadeelementer i beton, fortæller han og oplyser i øvrigt, at alle Bewi Insulations produkter er CE-certificeret og fremstillet i henhold til produktstandard DS/EN 16163.
Når det gælder XPS, så overtog Bewi-koncernen i foråret den finske producent af dette materiale, M-Plast.
– Og derved styrkede vi vores position på det nordiske marked yderligere inden for isoleringsprodukter. XPS er kendetegnet ved meget høj trykstyrke, fra 300 til 600 kPa, svarende til 30 til 60 ton pr. kvadratmeter. Samtidig sikrer produktionsprocessen, at isoleringsmaterialet er 100 procent tæt i overfladen, og dermed ikke kan optage vand eller fugt. Det er derfor helt naturligt, at vi nu også tilbyder dette XPS-sortiment på det danske marked, siger Finn Brødløs.
Håndteringsmæssige fordele
Bewi fremhæver i øvrigt også, at man har oparbejdet en omfattende ekspertise, når det gælder produktion af teknisk avancerede løsninger i formstøbt EPS. Den produktionsmetode har man anvendt til en nyudvikling, som også præsenteres for det danske marked. Her er der tale om en drænplade, som leveres foldet på midten.
– De nuværende drænplader på markedet, som anvendes langs kælder- og sokkelmure ved nybyggeri og energirenovering, er typisk glødeskåret, hvilket betyder, at de er skåret ud fra store blokke ved hjælp af glødetråde. Det er også en teknik, som vi benytter i vores fabrikker til en række produkter. Men ved at formstøbe drænpladen opnår man flere fordele, siger Finn Brødløs.
– Dels får den en mere lukket og ikke så porøs overflade, og det vil sige, at den ikke suger vand og dermed også bortleder mere. Dels betyder teknikken, at vi – ved hjælp false, der går i hak – har kunnet gøre den sammenklappelig, således at en plade på 80 x 240 centimeter kan foldes sammen til 80 x 120 centimeter. Det gør den meget lettere både at transportere og håndtere, fortæller han og oplyser, at pladen også er udstyret med betydelig flere drænspor end på de drænplader, som traditionelt udbydes på markedet.
Bewi Insulation deltager i øvrigt på Building Green-messen i Forum i København.