Konstabelskolen kåret som Danmarks bedste renoveringsprojekt

84 nyindrettede ungdomsboliger i Søværnets gamle konstabelskole på Margretheholm vandt torsdag aften Renover prisen 2016.
Holdet bag renoveringen af Konstabelskolen vinder her Renover prisen 2016. Formanden for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, læser begrundelsen op.
Holdet bag renoveringen af Konstabelskolen vinder her Renover prisen 2016. Formanden for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, læser begrundelsen op.

Parterne bag renoveringen

  • Bygherre: PKA
  • Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
  • Ingeniør: Midtconsult A/S
  • Opført af Sjælsø A/S

I tæt opløb med fem andre finalenominerede renoveringsprojekter vandt Konstabelskolen torsdag aften hæder og titlen som Danmarks bedste renovering.

Renover prisen 2016 blev uddelt ved et stort anlagt arrangement i den fredede og nænsomt renoverede Langelinie Pavillonen i København. Formanden for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, som er tidligere stadsarkitekt i Aarhus, sagde blandt andet:

De seks finaleprojekter var i særklasse, men samlet set blandt alle indstillede projekter er der også sket et løft.

Gøsta Knudsen Nomineringsudvalgets formand

– Sanseligt pirrende og fandenivoldsk med en kunstnerisk kvalitet som et maleri af Asger Jorn. Konstabelskolen er et nytænkende bidrag til bæredygtig renovering.

Det var en tilfreds nomineringsformand, der kunne slå fast, at baren sættes højere år for år.

– De seks finaleprojekter var i særklasse, men samlet set blandt alle indstillede projekter er der også sket et løft. De håndværksmæssige løsninger og øvrige kvaliteter afspejler tydeligt, at Renoverprisen handler om samarbejde – at hele holdet bag projektet skal løse opgaven i fællesskab, sagde Gøsta Knudsen.

Raffinerede og rustikke

Parterne bag renoveringen af den gamle skole på Margretheholm kan dermed kalde sig danske mestre i bygningsrenovering.

Den gamle, nedslidte teglstensbygning, som fra 1939 dannede ramme om Forsvarets Konstabelskole, er blevet renoveret ud- og indvendigt og indrettet til lejligheder til studerende.

Tegnestuen Vandkunsten har med et relativt lille budget udviklet en energirenovering med udvendig isolering, som tillader bygningens mest karakteristiske partier at fremstå uændrede. Den rå beton og de pudsede vægge er bevarede, og bygningens militære historie er afspejlet i bygningens farver, hvor blå, gul og grå repræsenterer henholdsvis søværnet, hæren og flyvevåbnet.

Ungdomsboligernes brugskvalitet har haft stor tiltrækningskraft hos de studerende, og tilflytningen af unge har pustet nyt liv og aktivitet i lokalområdet.

– Det er forfriskende og inspirerende at se, hvordan slid og forfald kan iscenesættes som kvaliteter i et moderne renoveringsprojekt. Konstabelskolen er et glimrende eksempel på, at en bevaringsværdig bygning kan indrettes med nye funktioner med store brugsmæssige kvaliteter og med respekt for bygningens historie og arkitektur, siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

Pris for fjerde gang

I alt blev 179 projekter indstillet til prisen, som nomineringsudvalget derfor granskede og udvalgte de seks bedste til finalen. Vinderen af Renover prisen 2016 er udpeget af et valgkollegium bestående af 70 branchemedlemmer, der har haft samtlige seks nominerede projekter under luppen hen over sommmeren.

I år er fjerde gang, at Realdania og GI uddeler Renover prisen til et renoveringsprojekt i særklasse. Det er håbet, at vinderprojekterne vil tjene som eksempler for fremtidige renoveringsprojekter og være med til at sætte fokus på renovering i Danmark.

Se mere om Renover prisen 2016 her.

De øvrige fem nominerede var:

– Vigerslev Allé Skole, Valby

– Magisterparken, Aalborg

– Højbro Plads 4, København K

– Kedelbygningen, Vejle

– Ringkøbing Svømmehal, Ringkøbing

Konstabelskolen er i dag ændret til 84 moderne ungdomsboliger. Foto: Melissa Ørnstrup for RENOVER prisen
Konstabelskolen er i dag ændret til 84 moderne ungdomsboliger. Foto: Melissa Ørnstrup for RENOVER prisen

Relateret indhold