I januar 2022 har den storkøbenhavnske uddannelsesinstitution Next modtaget 258 uddannelsesaftaler, mens antallet var på knapt 200 uddannelsesaftaler for samme periode i 2021 og 2020.
Og ser man på den samlede oversigt over igangværende uddannelsesaftaler mellem Nexts elever og virksomhederne, kan også spores samme gode takter:
I januar 2022 var der nemlig 3.215 igangværende uddannelsesaftaler mod 2.937 i januar 2021 og 2.711 i januar 2020.
Nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet bekræfter den positive tendens, man oplever hos Next: I januar 2022 blev indgået 5.204 uddannelsesaftaler, hvilket er flere aftaler end for samme periode i 2020 og 2021, hvor der blev indgået henholdsvis 4.432 og 4.823 uddannelsesaftaler.
– Den flotte stigning i antallet af uddannelsesaftaler i årets første måneder kan dels forklares ved det opsving, dansk økonomi helt generelt har oplevet under corona, fortæller uddannelsesdirektør i Next, Jakob Theilmann, og tilføjer:
– Men den nye trepartsaftale betyder også, at vi arbejder endnu mere fokuseret med at indgå uddannelsesaftaler for den enkelte elev end tidligere. Det er nok særligt det store arbejde, som lærere, ledere og konsulenter har lavet på GF2-forløbet, der sluttede i januar, som slår igennem i tallene.
Uddannelsesdirektøren advarer dog samtidig om en mulig opbremsning:
– Vi er kun i starten af året, og der kan ske en naturlig opbremsning på arbejdsmarkedet de kommende måneder som følge af krigen i Ukraine og den internationale økonomiske situation.
I alt havde 79.983 lærlinge en uddannelsesaftale i januar 2022, mens 3.829 var i oplæring på en skole.