Aarhus-politiker rykker til byggebranchen – bliver COO hos ejendomsvirksomheden 1927 Estate

Den tidligere rådmand for Teknik og Miljø og mangeårige byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek skifter politik ud med erhverslivet.
Tidligere rådmand Bünyamin Simsek (th) skifter fra politik til erhvervsliv, men inden for et "fagområde" - byggeriet - hvor han som politiker har lang erfaring. Det bliver som COO hos ejendomsudvikleren 1927 Estate med adm. dir. Søren Hampen Kristensen i spidsen. Foto: 1927 Estate.
Tidligere rådmand Bünyamin Simsek (th) skifter fra politik til erhvervsliv, men inden for et "fagområde" - byggeriet - hvor han som politiker har lang erfaring. Det bliver som COO hos ejendomsudvikleren 1927 Estate med adm. dir. Søren Hampen Kristensen i spidsen. Foto: 1927 Estate.

Over et par omgange har Bünyamin Simsek været en af de tunge profiler på den politiske scene i Aarhus. I januar havde han 20 års jubilæum som medlem af Aarhus Byråd, ligesom han i perioden 2012-2013 og igen fra 2018-2022 sad på posten som rådmand for Teknik og Miljø.

Nu skifter Bünyamin Simsek karrierespor og sætter sig i stolen som COO hos ejendomsvirksomheden 1927 Estate, hvor han med sin store erfaring fra politik og Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø skal bidrage yderligere til den rivende udvikling, som 1927 Estate er inde i.

– Vi er utrolig glade for og ikke mindst stolte over, at Bünyamin har sagt ja til at blive en del af 1927 Estate. Der er ingen tvivl om, at han er en fantastisk kapacitet med stor brancheindsigt. Den bæredygtighedsdagsorden, som vi allerede arbejder med, skal Bünyamin være med til at understøtte og udvikle yderligere, siger adm. direktør i 1927 Estate, Søren Hampen Kristensen.

Ifølge 1927 Estate, får Bünyamin Simsek fokus på yderligere udvikling af organisationen, og han skal profilere 1927 Estate i endnu højere grad udadtil og ikke mindst bidrage med sin store viden inden for byudvikling og lokalplansarbejde.

– Jeg er meget glad og stolt over at skifte karrierespor og skulle være en del af 1927 Estate. Det er en stor tillid og en ære at kunne fortsætte med at sætte aftryk på rammerne for livet for mennesker med fokus på byliv som afsæt. Det er fantastisk at kunne være med til at udvikle et selskab, som har dybe rødder i ejendomsbranchen. Jeg ser også frem til at styrke og udvikle de mange spændende projekter og investeringer med dedikerede og engagerede medarbejdere, siger Bünyamin Simsek.

– Jeg tror på byudvikling gennem styrket, lokalt samarbejde, og vi har som virksomhed en stor fælles opgave med mange andre aktører om at styrke denne vision gennem inddragelse og ejerskab, lyder det fra Bünyamin Simsek.

En af de første opgaver for den nye COO bliver arbejdet med Arla-grunden på 80.000 m2 i Aarhus, som 1927 Estate tidligere i marts kunne offentliggøre at have vundet i et udbud. Her bliver bæredygtige tiltag, borgerinddragelse og involvering af lokalområdets aktører nogle af fokuspunkterne fra start.

Relateret indhold