Den nye Business Manager hos Rockpanel, der producerer facadeløsninger i stenuld og er en del af Rockwool-koncernen, er rekrutteret fra de interne linjer:
Et år i rollen som Area Sales Manager har givet et unikt indblik i løsningerne, markedet og de forskellige aktører, lyder det fra Mikkel Langetoft-Nielsen, der uden tøven sagde ja til de nye udfordringer:
– Jeg er naturligvis glad og stolt over, at der blev peget på mig i organisationen. Der er mange vigtige opgaver at tage fat i. Fremfor alt glæder jeg mig til at sætte alt ind på at indfri det kæmpestore potentiale, der er for at gøre Rockpanel til en endnu større og stærkere spiller på det danske marked. Og til at sørge for, at flere får øjnene op for fordelene ved vores facadeløsninger.
Den nye Business Manager glæder sig til at præge den spændende rejse, Rockpanel allerede er i gang med:
– Desuden er det et privilegium at være en del af en organisation med gode kollegaer, et stort fokus på bæredygtighed samt et fladt hierarki, som betyder, at der er kortere fra idé til handling.
Sætter alt ind på norske projekter
Mikkel Langetoft-Nielsen tager over fra Allan Lindboe, der som international Business Director fremover får nok at se til med at introducere Rockpanel på det norske marked:
– Det er med stor tillid og tryghed, at jeg giver stafetten videre til Mikkel, mens jeg blandt andet skal fokusere på at opbygge vores organisation i Norge og indtage det norske marked med vores facadeløsninger, fortæller Allan Lindboe og tilføjer:
– Det er det rette tidspunkt for Rockpanel at sætte alt ind på de norske projekter, hvor der ofte bruges fibercement som facadebeklædning. Her ser vi, at vi kan være et godt alternativ og bringe en højere grad af designfrihed til bordet. Desuden er vi et godt match, når det kommer til det store fokus på bæredygtighed, der præger det norske marked.