Renovering af Søheltekvarteret
- – Renoveringsprojektet blev igangsat i 2017 og omfatter flere end 700 boliger i Søheltekvarteret.
- – Afdeling 8 er med sine 310 boliger den største.
- – Totalrådgiver: Cowi
- Råhus: LME
- Tømrer: NCC
- VVS: Bravida
- El: Lytsen
Den omfattende renovering, der berører beboere på adresserne Steen Billes Gade, Vestre Fjordvej, Engtoftevej, Henrik Gerners Gade, C.V. Jessens Gade og Otte Ruds Gade, har et budget på cirka 450 mio. kr.
– Projektet er det direkte resultat af et tilsagn fra beboerne om at forbedre byggeriet ganske betydeligt. Udvendigt skal vi blandt andet have repareret fuger i facaderne, efterisoleret gavle, udskiftet alle vinduer og udvendige døre, udskiftet tagbeklædning, etableret nye installationer til vand, varme, afløb og el – og vi skal have etableret portgennemgange, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
I opgangene bliver der udskiftet entrédøre og etableret elevatorer, men det er ikke mindst i den enkelte bolig, at renoveringen for alvor vil kunne ses.
– Boligerne er naturligvis løbende blevet vedligeholdt, men ganske meget er, som det var, da byggeriet tog imod de første beboere i 1950. Derfor sætter vi nu ind med ny sanitet på badeværelserne, udskiftning af køkkener og etablering af mekanisk ventilation. Desuden får samtlige boliger adgang til egen altan, fortæller Ole Nielsen.
Udnytter tagetagerne
I 9 af de 39 opgange bliver der etableret boliger med elevatoradgang, så beboere, der har levet det meste af deres liv i afdelingen, også kan blive boende, når mobiliteten ikke er i top. En anden nyskabelse er, at man i 12 opgange vil udnytte tagetagen til etablering af 24 boliger i to plan.
I projektet indgår også overdækket cykelparkering i gårdene, ligesom der bliver etableret nye opholds- og legeområder.
Går alt efter planen, er projektet klar til sidste indflytning i 2026.