Første spadestik taget til Håndværkskollegie i Horsens

Det skal være attraktivt at uddanne sig til håndværker, og derfor var glæden stor, da første spadestik til det kommende Håndværkerkollegie med 72 boliger i Horsens blev taget.
Direktøren for Fonden for Håndværkskollegier, Kristian May, tog det første spadestik sammen med medlem af den oprindelige udviklingsgruppe, Ida Iver.
Direktøren for Fonden for Håndværkskollegier, Kristian May, tog det første spadestik sammen med medlem af den oprindelige udviklingsgruppe, Ida Iver.

På et 15.000 m2 stort, tidligere DSB-areal centralt i Horsens opføres Håndværkskollegiet med plads til 84 håndværkslærlinge, værkstedfaciliteter og fællesarealer. Formålet med kollegiet er blandt andet at bidrage til at tiltrække nye studerende til uddannelser inden for håndværksfagene og derigennem genetablere prestigen ved at lære et håndværk og videreføre den danske håndværkstradition.

Kollegiet bliver nabo til den store campusgrund ved Horsens Banegård, som i august i år åbnede døren for de studerende på Social- og Sundhedsskolen og VIA University College. Kollegiet bliver derfor en del af Horsens nye uddannelsesmekka.

Læs også: Casa skal renovere ikon i dansk arkitekturhistorie

Nu er første spadestik taget af direktøren for Fonden for Håndværkskollegier, Kristian May, sammen med medlem af den oprindelige udviklingsgruppe, Ida Iver. Horsens borgmester Peter Sørensen hamrede den første pæl i jorden med en rammemaskine på det sted, hvor tømmer fra det første fældede træ fra Hjermind Skov i fremtiden skal stå som en del af konstruktionen.

– Vi planlægger at etablere tre kollegier, som alle i kraft af deres arkitektoniske og bygningsmæssige kvaliteter og med faciliteter, der kan understøtte beboernes faglige og personlige udvikling, kan og vil bidrage til at understøtte en positiv udvikling i tilgangen til håndværksfagene, siger Kristian May.

Betyder ekstra meget for totalentreprenøren

På dagen deltog også arkitekterne bag kollegiets udformning, Cubo Arkitekter og Danø Arkitektur samt rådgivere på byggeriet. Ligeledes deltog projektets totalentreprenør, Casa, der fik opgaven i foråret 2021, og som er med til at sikre kvalitetsstemplet på byggeriets bæredygtighed med en DGNB Guld certificering.

Læs også: Landets første Håndværkskollegie udpeger totalentreprenør

– Første spadestik er altid en stor begivenhed for os, men på dette projekt betyder dagen ekstra meget. Et kollegie for håndværkere midt i vores egen by Horsens er naturligvis et projekt, der ligger tæt på vores hjerter. At byggeriet så ydermere har en stærk bæredygtig profil og et højt kvalitetsmæssigt udtryk, gør blot glæden endnu større. Vi er glade for den tillid, som Fonden for Håndværkskollegier har vist os, da de valgte Casa til at bygge deres første kollegie, siger Torben Modvig, CEO, Casa.

Skal blive en endnu større uddannelsesby

Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, glæder sig over, at byggeriet af et topmoderne håndværkerkollegium helt centralt i Horsens nu sættes i gang:

– Det er et helt unikt byggeri, som på alle måder understøtter vores ambitioner om, at vi skal blive en endnu større uddannelsesby, og at vi skal have endnu flere af vores unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Et kollegium af dette format vil helt sikkert styrke respekten om håndværksfagene og tiltrække flere endnu flere unge til uddannelserne. Samtidig er placeringen tæt på de store uddannelsesinstitutioner på Campus Horsens med til at understøtte ambitionerne om Horsens som en af Danmarks store uddannelsesbyer. Det er fantastisk, at byggeriet af en række helt enestående kollegieboliger nu går i gang med Horsens som den første by, siger Peter Sørensen.

Opførelsen af byggeriet forventes afsluttet i september 2023.

Relateret indhold